Bg. 9.2

FORKLARING: Dette kapitel i Bhagavad-gītā bliver kaldt kongen over al uddannelse, for det er essensen af alle de doktriner og filosofier, der hidtil er blevet forklaret. Nogle af de vigtigste filosoffer i Indien er Gautama, Kaṇāda, Kapila, Yājñavalkya, Śāṇḍilya og Vaiśvānara, og endelig er der Vyāsadeva, Vedānta-sūtras forfatter. Hvad angår filosofi og transcendental viden, er der altså ingen mangel på kundskab. Nu erklærer Herren, at kapitel 9 er kongen over al sådan viden, essensen af al viden, der kan erhverves ved at studere Vedaerne og forskellige former for filosofi. Det er den mest fortrolige viden, idet fortrolig eller transcendental kundskab indebærer forståelse af forskellen på kroppen og sjælen. Og kongen over al fortrolig viden kulminerer i hengiven tjeneste.

Normalt er folk ikke uddannede i denne fortrolige viden. De er uddannede i ydre kundskab. Når det kommer til almindelig uddannelse, er folk beskæftiget inden for mange områder såsom politik, sociologi, fysik, kemi, matematik, astronomi, teknik osv. Der findes så mange områder af viden over hele verden og mange store universiteter, men desværre er der intet universitet eller nogen uddannelsesinstitution, hvor der bliver undervist i videnskaben om den åndelige sjæl. Ikke desto mindre er sjælen det vigtigste element i kroppen. Uden sjælens tilstedeværelse har kroppen ingen værdi. Alligevel lægger folk større vægt på livets kropslige fornødenheder uden at bryde sig om den livsvigtige sjæl.

Fra kapitel 2 og fremefter har Bhagavad-gītā betonet vigtigheden af sjælen. Herren siger lige fra starten af (Bg. 2.18), at kroppen er forgængelig, mens sjælen er uforgængelig (antavanta ime dehā, nityasyoktāḥ śarīriṇaḥ). At vide, at den åndelige sjæl er forskellig fra denne krop, og at den af natur er uforanderlig, uforgængelig og evig, er en del af denne fortrolige viden. Det giver os dog ingen konkret information om sjælen. Somme tider tror folk, at sjælen er forskellig fra kroppen, og når kroppen er færdig, eller når man er befriet fra kroppen, forbliver sjælen i et tomrum og bliver upersonlig. Men det er ingenlunde sandt. Hvordan kan sjælen, der er så aktiv, når den er inde i kroppen, blive inaktiv efter at være blevet udfriet fra kroppen? Sjælen er altid aktiv. Hvis den er evig, er den også evigt aktiv, og dens aktiviteter i det åndelige rige udgør den mest fortrolige del af åndelig kundskab. Her bliver det derfor tilkendegivet, at forståelse af den åndelige sjæls aktiviteter udgør kongen over al viden, den mest fortrolige del af al kundskab.

Som forklaret i den vediske litteratur er denne kundskab den reneste form for al aktivitet. I Padma Purāṇa er menneskets syndige handlinger blevet analyseret og vist at være resultat af synd efter synd. De, der beskæftiger sig med frugtstræbende handlinger, bliver viklet ind i forskellige stadier af synd og reaktioner på synd. Når man for eksempel sår et frø til et bestemt træ, begynder træet ikke at vokse med det samme. Det tager sin tid. Først er det en lille spirende plante, så tager det form som et træ, derefter blomstrer det og bærer frugt, og når det er helt udvokset, bliver blomsterne og frugterne nydt af dem, der har sået frøet til træet. På samme måde begår et menneske en syndig handling, og ligesom et frø tager det tid, før synden bærer frugt. Der er forskellige stadier. Den syndige handling kan allerede være ophørt inde i personen, men resultaterne eller frugten af synden venter stadig på at blive høstet. Der er synder, der endnu befinder sig i form af frø, og nogle synder er allerede modnet og har båret frugt, som vi oplever som lidelse og genvordigheder.

Som forklaret i vers 28 i kapitel 7 bliver en person, der fuldstændigt har udlevet reaktionerne på alle syndige handlinger, og som til fulde er engageret i fromme aktiviteter og er fri for den materielle verdens dualiteter, engageret i hengiven tjeneste til Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. De, der rent faktisk er engageret i den Højeste Herres hengivne tjeneste, er med andre ord allerede fri for alle reaktioner. Det bliver bekræftet i Padma Purāṇa:

For dem, der er engageret i Guddommens Højeste Personligheds hengivne tjeneste, forsvinder alle syndige reaktioner gradvist, uanset om de er modne, umodne eller ligger som frø. Den hengivne tjenestes rensende virkning er således meget stærk, og den kaldes derfor pavitram uttamam, den reneste. Uttamam betyder transcendental. Tamas refererer til den materielle verden eller til mørke, og uttamam betyder det, der er transcendentalt til materielle handlinger. Hengivne aktiviteter må aldrig anses for at være materielle, skønt det af og til kan se ud, som om hengivne handler ligesom almindelige mennesker. Den, der kan se og er bekendt med hengiven tjeneste, ved, at der ikke er tale om materielle handlinger. De er alle åndelige og hengivne og ubesmittede af den materielle naturs kvaliteter.

Det siges, at udførelsen af hengiven tjeneste er så perfekt, at man direkte kan se resultaterne. Dette direkte resultat kan rent faktisk opleves, og vi har praktisk erfaring af, at alle, der uden at begå forseelser synger Kṛṣṇas hellige navne (Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare), på et tidspunkt oplever en form for transcendental glæde igennem denne sang og meget hurtigt bliver renset for enhver materiel forurening. Det ser man faktisk ske. Hvis man endvidere ikke blot engagerer sig i at høre, men også forsøger at udbrede budskabet om hengiven tjeneste, eller hvis man med andre ord hjælper den Kṛṣṇa-bevidste mission, mærker man, hvordan man gradvist gør åndelige fremskridt. Dette fremskridt i åndeligt liv er helt uafhængigt af enhver form for tidligere uddannelse eller kvalifikation. Metoden er i sig selv så ren, at man bliver ren blot ved at engagere sig i den.

Dette beskrives også i Vedānta-sūtra (3.2.25) med ordene prakāśaś ca karmaṇy abhyāsāt: “Hengiven tjeneste er så kraftfuld, at man blot ved at engagere sig i den hengivne tjenestes aktiviteter med sikkerhed bliver oplyst.” Et praktisk eksempel finder vi i Nāradas tidligere liv, hvor han var en tjenestepiges søn. Han havde ingen uddannelse og var ikke af høj byrd. Men da hans mor var beskæftiget med at tjene store hengivne, blev Nārada også inddraget, og når hans mor engang imellem ikke var der, ville han overtage tjenesten til de store hengivne. Nārada fortæller selv (ŚB. 1.5.15):

I dette vers fra Śrīmad-Bhāgavatam beskriver Nārada sit tidligere liv for sin discipel Vyāsadeva. Han beretter, at mens han som dreng var tjener for disse rene hengivne under deres fire måneders ophold, plejede han nær omgang med dem. Af og til efterlod disse vismænd rester af deres mad på deres tallerkener, og drengen, der vaskede op efter dem, ville gerne smage på resterne. Han bad derfor de store hengivne om deres tilladelse, og da de gav den, spiste Nārada disse rester og blev som følge deraf fri for alle syndige reaktioner. I takt med, at han fortsatte med at spise, blev han efterhånden lige så renhjertet som vismændene. De store hengivne nød smagen af uophørlig hengiven tjeneste til Herren ved at høre og synge Herrens navn, og gradvist udviklede Nārada den samme smag. Nārada fortæller videre (ŚB. 1.5.26):

Ved at omgås med vismændene fik Nārada smag for at høre og synge om Herrens herligheder, og han udviklede et stort ønske om hengiven tjeneste. Som beskrevet i Vedānta-śūtra (3.2.25), prakāśaś ca karmaṇy abhyāsāt: Hvis man blot er engageret i den hengivne tjenestes aktiviteter, bliver alt automatisk åbenbaret for én, og man vil kunne forstå. Dette kaldes pratyakṣa eller direkte opfattelse.

Ordet dharmyam betyder “religionens vej”. Nārada var i virkeligheden søn af en tjenestepige og havde som sådan ingen mulighed for at gå i skole. Han hjalp blot sin mor, og til alt held gjorde hun tjeneste til de hengivne. Det fik barnet Nārada således også chancen for, og udelukkende gennem denne omgang med de hengivne opnåede han det højeste mål med al religion. Som der står i Śrīmad-Bhāgavatam (1.2.6), sa vai puṁsāṁ paro dharmo, yato bhaktir adhokṣaje: Hengiven tjeneste er det højeste mål med al religion. Religiøse mennesker ved som regel ikke, at den højeste fuldkommenhed af religion er at opnå hengiven tjeneste. Som vi allerede har været inde på det i forbindelse med det sidste vers i kapitel 8 (vedeṣu yajñeṣu tapaḥsu caiva), er vedisk viden som regel nødvendig for selverkendelse. Men her fik Nārada det højeste resultat af vediske studier, selv om han aldrig havde gået i skole hos den åndelige mester og ikke var uddannet i de vediske principper. Denne proces er så virkningsfuld, at man kan blive hævet til den højeste fuldkommenhed selv uden at følge den religiøse proces fast. Hvordan kan det lade sig gøre? Det bliver også bekræftet i den vediske litteratur (Chāndogya Upaniṣad 6.14.2): ācāryavān puruṣo veda. Hvis man omgås med de store ācāryaer, kan man selv uden at være uddannet eller nogensinde have studeret Vedaerne blive fortrolig med al den kundskab, der er nødvendig for selverkendelse.

Hengiven tjeneste er en meget glædesfyldt proces (su-sukham). Hvorfor? Hengiven tjeneste består af śravaṇaṁ kīrtanaṁ viṣṇoḥ, så man kan blot lytte til recitationen af Herrens herligheder eller overvære filosofiske foredrag om transcendental viden med de autoriserede ācāryaer. Blot ved at sidde kan man lære. Dernæst kan man spise resterne af mad, der er ofret til Gud i form af dejlige velsmagende retter. Hengiven tjeneste er fuld af glæde på alle trin. Man kan praktisere hengiven tjeneste i selv den største tilstand af fattigdom. Herren siger (Bg. 9.26), patraṁ puṣpaṁ phalaṁ toyam: Han er villig til at modtage enhver form for ofring fra den hengivne, ligegyldigt hvad. Selv et blad, en blomst, et stykke frugt eller lidt vand, der kan fås overalt i verden, kan bringes som offer af hvem som helst, uanset hvad ens sociale position er, og det vil blive accepteret, hvis det tilbydes med kærlighed. Det er der mange eksempler på i historien. Ved bare at smage på tulasī-bladene, der var ofret til Herrens lotusfødder, blev store vismænd som Sanat-kumāra store hengivne. Derfor er den hengivne proces meget fin, og den kan udføres i et glad sindelag. Gud tager kun imod den kærlighed, med hvilken ting tilbydes Ham.

Her står der, at hengiven tjeneste varer evigt. Det er ikke sådan, som māyāvādī-filosofferne hævder det. Skønt de sommetider udfører såkaldt hengiven tjeneste, er deres idé, at de vil fortsætte med deres hengivne tjeneste, så længe de ikke er befriede, men til sidst, når de bliver befriede, vil de “blive ét med Gud”. Den form for midlertidig, opportunistisk hengiven tjeneste anses ikke for at være ren hengiven tjeneste. Virkelig hengiven tjeneste fortsætter også efter befrielsen. Når den hengivne kommer til den åndelige planet i Guds rige, vil han også dér være engageret i at tjene den Højeste Herre. Han forsøger ikke at blive ét med den Højeste Herre.

Som det vil fremgå her i Bhagavad-gītā, begynder den egentlige hengivne tjeneste først efter, at man er blevet befriet. Efter befrielsen, når man befinder sig på Brahman-niveauet (brahma-bhūta), begynder ens hengivne tjeneste. Samaḥ sarveṣu bhūteṣu, mad-bhaktiṁ labhate parām (Bg. 18.54). Ingen kan forstå Guddommens Højeste Personlighed ved at udøve karma-yoga, jñāna-yoga, aṣṭāṅga-yoga eller nogen anden form for yoga uafhængigt af bhakti-yoga. Det kan godt være, at man gennem disse yogiske metoder kan gøre en smule fremskridt hen imod bhakti-yoga, men hvis man ikke kommer til stadiet af hengiven tjeneste, kan man ikke forstå, hvad Guddommens Personlighed er. Det bekræftes også i Śrīmad-Bhāgavatam (1.2.17-20), at når man bliver renset ved at udføre den hengivne tjenestes proces, især ved at høre Śrīmad-Bhāgavatam eller Bhagavad-gītā fra realiserede sjæle, kan man forstå videnskaben om Kṛṣṇa eller videnskaben om Gud (evaṁ prasanna-manaso, bhagavad- bhakti-yogataḥ). Når ens hjerte er renset for alt uønsket, kan man forstå, hvad Gud er. Derfor er den hengivne tjenestes proces, Kṛṣṇa-bevidsthed, kongen over al uddannelse og kongen over al fortrolig viden. Det er den reneste form for religion, og den kan udføres med glæde uden problemer. Derfor bør man engagere sig i hengiven tjeneste.