Bg 7.4

bhūmir āpo ’nalo vāyuḥ
khaṁ mano buddhir eva ca
ahaṅkāra itīyaṁ me
bhinnā prakṛtir aṣṭadhā
Synonyms: 
bhūmiḥ — jord; āpaḥ — vand; analaḥ — ild; vāyuḥ — luft; kham — æter; manaḥ — sind; buddhiḥ — intelligens; eva — afgjort; ca — og; ahaṅkāraḥ — falsk ego; iti — således; iyam — alle disse; me — Mine; bhinnā — adskilte; prakṛtiḥ — energier; aṣṭadhā — ottefoldige.
Translation: 
Jord, vand, ild, luft, æter, sind, intelligens og falsk ego – alt i alt udgør disse otte mine adskilte materielle energier.
Purport: 

FORKLARING: Videnskaben om Gud analyserer Gud og Hans forskellige energiers naturlige position. Som beskrevet i Nārada Pañcarātra, der er en af Sātvata-tantraerne, bliver den materielle natur betegnet som prakṛti eller Herrens energi, der udfoldes gennem Hans forskellige puruṣa-inkarnationer (ekspansioner):

viṣṇos tu trīṇi rūpāṇi
puruṣākhyāny atho viduḥ
ekaṁ tu mahataḥ sraṣṭṛ
dvitīyaṁ tv aṇḍa-saṁsthitam
tṛtīyaṁ sarva-bhūta-sthaṁ
tāni jñātvā vimucyate

“Med henblik på materiel skabelse antager Herren Kṛṣṇas fuldstændige ekspansion tre Viṣṇu-former. Den første, Mahā-viṣṇu, skaber den totale materielle energi, der kaldes mahat-tattva. Den anden, Garbhodakaśāyī Viṣṇu, træder ind i hvert enkelt univers for at skabe mangfoldighed i det. Den tredje, Kṣīrodakaśāyī Viṣṇu, spreder Sig som den altgennemtrængende Oversjæl i alle universerne og kaldes Paramātmā. Han er endog til stede inde i hvert eneste atom. Enhver, der kender disse tre Viṣṇuer, kan blive befriet fra materiel indvikling.”

Denne materielle verden er en midlertidig manifestation af en af Herrens energier. Alle den materielle verdens aktiviteter bliver styret af Herren Kṛṣṇas tre Viṣṇu-ekspansioner. Disse puruṣaer kaldes for inkarnationer. Normalt går den, der ikke forstår videnskaben om Gud (Kṛṣṇa), ud fra, at denne materielle verden er til for de levende væseners fornøjelses skyld, og at de levende væsener er puruṣaerne, dvs. årsager til, herskere over og nydere af den materielle energi. Ifølge Bhagavad-gītā er denne ateistiske konklusion forkert. I dette aktuelle vers bliver det slået fast, at Kṛṣṇa er den oprindelige årsag til den materielle manifestation. Det bekræftes også i Śrīmad-Bhāgavatam. Den materielle manifestations ingredienser er Herrens adskilte energier. Selv brahmajyoti, der er upersonalisternes endelige mål, er en åndelig energi, der er manifesteret i den åndelige sfære. I brahmajyoti er der ingen åndelig mangfoldighed som på Vaikuṇṭha-lokaerne, og alligevel accepterer upersonalisterne denne brahmajyoti som det endelige evige mål. Paramātmā-manifestationen er også et midlertidigt altgennemtrængende aspekt af Kṣīrodakaśāyī Viṣṇu. Paramātmā er ikke en evig manifestation i den åndelige verden. Den Absolutte Sandhed er derfor i virkeligheden Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. Han er den fuldstændigt energiske person, og Han besidder forskellige adskilte og indre energier.

Som ovenfor nævnt er der otte principielle manifestationer i den materielle energi. Af disse er de første fem manifestationer, nemlig jord, vand, ild, luft og æter, kendt som de fem gigantiske skabelser eller de grove skabelser, der omfatter de fem sanseobjekter. Disse er manifestationen af fysisk lyd, berøring, form, smag og lugt. Den materielle videnskab beskæftiger sig med disse ti elementer og intet andet. Men de tre andre elementer, nemlig sind, intelligens og falsk ego, bliver tilsidesat af materialisterne. Filosoffer, der beskæftiger sig med mentale aktiviteter, har heller ikke perfekt kundskab, for de har ingen viden om den endelige kilde til alt, Kṛṣṇa. Det falske ego, der kommer til udtryk som “Jeg er” og “Det er mit”, og som er det grundlæggende princip for materiel eksistens, omfatter ti sanseorganer, der er beregnet til materielle handlinger. Intelligens refererer til den totale materielle skabelse, der kaldes mahat-tattva. Fra Herrens otte adskilte energier manifesteres derfor den materielle verdens 24 elementer, der er genstand for diskussionen i den ateistiske sāṅkhya-filosofi. De er oprindeligt udløbere af Kṛṣṇas energier og er adskilte fra Ham, men de ateistiske sāṅkhya- filosoffer ved med deres ringe viden ikke, at Kṛṣṇa er alle årsagers årsag. Emnet i sāṅkhya-filosofien er kun manifestationen af Kṛṣṇas ydre energi, sådan som den beskrives i Bhagavad-gītā.