KAPITEL FEM

TEXT 1:

Arjuna sagde: O Kṛṣṇa, først beder Du mig forsage arbejde for derefter at råde mig til at arbejde i hengivenhed. Vil Du ikke nu én gang for alle fortælle mig, hvilken af de to der er bedst?

TEXT 2:

Guddommens Personlighed svarede: Forsagelse af handling og arbejde i hengivenhed er begge gode for befrielse. Men af de to er arbejde i hengiven tjeneste bedre end forsagelse af handling.

TEXT 3:

Den, der hverken hader eller begærer frugterne af sine handlinger, siges at være altid forsagende. En sådan person, der er fri for alle dualiteter, slipper let ud af den materielle trældom og er fuldstændig befriet, O stærkarmede Arjuna.

TEXT 4:

Kun de uvidende hævder, at hengiven tjeneste (karma-yoga) er forskellig fra det analytiske studium af den materielle verden (sāṅkhya). Ifølge de virkelig lærde opnår den, der følger én af disse veje, resultatet af begge.

TEXT 5:

Den, der ved, at stadiet, man opnår gennem analytiske studier, også kan opnås gennem hengiven tjeneste, og som derfor forstår, at analytiske studier og hengiven tjeneste er på samme niveau, ser tingene, som de er.

TEXT 6:

Udelukkende at forsage alle handlinger uden at engagere sig i Herrens hengivne tjeneste kan ikke gøre én lykkelig. Men en eftertænksom person, der er engageret i hengiven tjeneste, kan omgående opnå den Højeste.

TEXT 7:

Den, der arbejder i hengivenhed og er en ren sjæl, der behersker sit sind og sine sanser, er afholdt af alle, og alle er ham kær. Skønt altid aktiv indvikles en sådan person aldrig.

TEXTS 8-9:

En person i denne guddommelige bevidsthed er inde i sig selv altid klar over, at han i virkeligheden slet intet gør, skønt han ser, hører, berører, lugter, spiser, bevæger sig, sover og trækker vejret. For når han taler, besørger sig, modtager noget eller åbner og lukker øjnene, ved han, at det blot er de materielle sanser, der er involveret med deres objekter, og at han er hævet over dem.

TEXT 10:

Den, der gør sin pligt uden tilknytning og overgiver resultaterne til den Højeste Herre, forbliver upåvirket af syndige handlinger, ligesom lotusbladet forbliver uberørt af vandet.

TEXT 11:

De, der er yogīer, opgiver enhver tilknytning og handler med kroppen, sindet, intelligensen og endog med sanserne udelukkende med renselse for øje.

TEXT 12:

Den uophørligt hengivne sjæl opnår uforfalsket fred, for han tilegner Mig resultatet af alle sine handlinger, imens en person, der ikke er i harmoni med det Guddommelige og er grådig efter sit arbejdes frugter, indvikles.

TEXT 13:

Når det legemliggjorte levende væsen behersker sin natur og mentalt forsager alle handlinger, bor han lykkeligt i byen med de ni porte [den materielle krop] og hverken handler eller forårsager handling.

TEXT 14:

Den legemliggjorte ånd, der er herre over sin krops by, hverken skaber handlinger, får folk til at handle eller skaber handlingens frugter. Alt dette iværksættes af den materielle naturs kvaliteter.

TEXT 15:

Den Højeste Herre påtager Sig heller ikke nogens syndige eller fromme handlinger. De legemliggjorte væsener er imidlertid forvildede på grund af den uvidenhed, der tilslører deres virkelige kundskab.

TEXT 16:

Når man imidlertid er blevet oplyst af den viden, gennem hvilken uvidenheden tilintetgøres, afslører denne viden alt, ligesom sollyset oplyser alt i dagtimerne.

TEXT 17:

Når ens intelligens, sind, tro og tilflugt alle er fast forankrede i den Højeste, bliver man helt renset for tvivl gennem fuldendt viden og fortsætter således lige ud ad befrielsens vej.

TEXT 18:

I kraft af sand viden ser de ydmyge vismænd med samme syn på en lærd og mild brāhmaṇa, en ko, en elefant, en hund og en hundeæder [en kasteløs].

TEXT 19:

De, hvis sind er grundfæstet i balance og sindsligevægt, har allerede sat sig ud over fødslen og dødens betingelser. De er fejlfrie som Brahman og således allerede situeret i Brahman.

TEXT 20:

Den, der hverken fryder sig over at opnå noget behageligt eller beklager sig over at få noget ubehageligt, og som er intelligent i selvet og ikke forvirret, og som kender videnskaben om Gud, befinder sig allerede i transcendensen.

TEXT 21:

En således befriet person tiltrækkes ikke af sansenydelse, men er altid i trance og nyder den indre glæde i sig selv. På denne måde nyder den selvrealiserede person ubegrænset lykke, for han koncentrerer sig om den Højeste.

TEXT 22:

En intelligent person undgår kilden til lidelse, der skyldes kontakt med de materielle sanser. O Kuntīs søn, en sådan nydelse har en begyndelse og en ende, og derfor finder den vise ingen glæde deri.

TEXT 23:

Hvis man kan modstå de materielle sansers drifter og bremse indflydelsen fra begær og vrede, før man opgiver sin nuværende krop, er man velsitueret og lykkelig i denne verden.

TEXT 24:

Den, hvis lykke er i det indre, som er aktiv og glædes i sit indre, og hvis mål er i det indre, er faktisk den fuldendte mystiker. Han er befriet i den Højeste og når til slut den Højeste.

TEXT 25:

De, der har sat sig ud over de af tvivl fremkaldte dualiteter, hvis sind er engageret i deres indre, som altid har travlt med at arbejde til gavn for alle levende væsener, og som er fri for al synd, opnår befrielse i den Højeste.

TEXT 26:

De, der er frie for vrede og alle materielle begær, og som er selvrealiserede og selvdisciplinerede og konstant stræber efter fuldkommenhed, kan være sikre på befrielse i den Højeste i meget nær fremtid.

TEXTS 27-28:

Ved at lukke alle ydre sanseobjekter ude og koncentrere øjnene og synet mellem de to øjenbryn, og ved at ophæve det indadgående og udadgående åndedræt inde i næseborene og derved beherske sindet, sanserne og intelligensen bliver transcendentalisten, der søger befrielse, fri for al begær, frygt og vrede. En person, der altid befinder sig i denne tilstand, bliver med sikkerhed befriet.

TEXT 29:

En person, der er i fuld bevidsthed om Mig og kender Mig som den endelige nyder af alle former for offerhandling og askese, som den Højeste Herre over alle planeter og halvguder og som alle levende væseners velgører og velynder, opnår fred fra de materielle lidelser.

KAPITEL FEM

Karma-yoga – handling i Kṛṣṇa-bevidsthed