Bg 3.9

yajñārthāt karmaṇo ’nyatra
loko ’yaṁ karma-bandhanaḥ
tad-arthaṁ karma kaunteya
mukta-saṅgaḥ samācara
Synonyms: 
yajña-arthāt — kun gjort for Yajñas, Viṣṇus, skyld; karmaṇaḥ — end arbejde; anyatra — ellers; lokaḥ — verden; ayam — denne; karma- bandhanaḥ — trældom gennem arbejde; tat-artham — for Hans skyld; karma — arbejde; kaunteya — O Kuntīs søn; mukta-saṅgaḥ — befriet fra omgang; samācara — udfør perfekt.
Translation: 
Arbejde skal gøres som et offer til Viṣṇu, ellers vil arbejde binde én til denne materielle verden. Gør derfor dine foreskrevne pligter for at tilfredsstille Ham, for på den måde vil du altid forblive fri for trældom, O Kuntīs søn.
Purport: 

FORKLARING: Eftersom man er nødt til at arbejde selv blot for at opretholde kroppen, er det foreskrevne arbejde, der gælder for en bestemt social position og natur, skabt, så det formål kan opfyldes. Yajña betyder Herren Viṣṇu eller offerhandlinger. Alle offerhandlinger har også til hensigt at tilfredsstille Herren Viṣṇu. Vedaerne påbyder, yajño vai viṣṇuḥ. Det samme formål tjenes med andre ord, uanset om man udfører foreskrevne yajñaer eller tjener Herren Viṣṇu direkte. At handle i Kṛṣṇa-bevidsthed er derfor det samme som at udføre yajña, som det foreskrives i dette vers. Varṇāśrama-institutionen sigter også mod at tilfredsstille Herren Viṣṇu. Varṇāśramācāravatā, puruṣeṇa paraḥ pumān/ viṣṇur ārādhyate (Viṣṇu Purāṇa 3.8.8).

Man må derfor arbejde for at tilfredsstille Viṣṇu. Alt andet arbejde, der gøres i den materielle verden, vil binde én, for både godt og dårligt arbejde har deres reaktioner, og enhver reaktion binder den, der handler. Følgelig må man arbejde i Kṛṣṇa-bevidsthed for at tilfredsstille Kṛṣṇa eller Viṣṇu, og når man handler således, befinder man sig i en befriet tilstand. Det er den store kunst ved alt arbejde, og i begyndelsen kræver denne proces meget dygtig vejledning. Man skal således handle meget nøje under kyndig vejledning af en af Herren Kṛṣṇas hengivne eller under direkte vejledning af Herren Kṛṣṇa Selv (sådan som Arjuna havde lejlighed til at gøre det). Man bør intet gøre for sansetilfredsstillelse, men alt bør gøres for at tilfredsstille Kṛṣṇa. Denne praksis vil ikke bare redde én fra reaktionerne på ens handlinger, men også gradvist ophøje én til Herrens transcendentale kærlighedstjeneste, der er det eneste, der kan hæve én til Guds rige.