Bg 2.31

sva-dharmam api cāvekṣya
na vikampitum arhasi
dharmyād dhi yuddhāc chreyo ’nyat
kṣatriyasya na vidyate
Synonyms: 
sva-dharmam — ens egne religiøse principper; api — også; ca — sandelig; avekṣya — taget i betragtning; na — aldrig; vikampitum — at tøve; arhasi — du fortjener; dharmyāt — for religiøse principper; hi — sandelig; yuddhāt — end at kæmpe; śreyaḥ — bedre beskæftigelse; anyat — nogen anden; kṣatriyasya — for kṣatriyaen; na — ikke; vidyate — der eksisterer.
Translation: 
I betragtning af din særlige pligt som kṣatriya må du forstå, at for dig findes der intet bedre end at kæmpe ifølge religiøse principper, og derfor behøver du ikke at tøve.
Purport: 

FORKLARING: Blandt de fire ordener i samfundsorganiseringen kaldes den anden orden, den administrerende klasse, for kṣatriya. Kṣat betyder at såre eller skade. Den, der beskytter mod skade, kaldes kṣatriya (trāyate – “han beskytter”). Kṣatriyaerne plejede at blive oplært til at dræbe ude i skoven. En kṣatriya ville tage ud i skoven og udfordre en tiger og kæmpe mod den ansigt til ansigt med sit sværd. Efter at tigeren var dræbt, fik den en kongelig kremering. Dette system er blevet fulgt helt op til vores tid af kṣatriya-kongerne i staten Jaipur. Kṣatriyaerne bliver specielt trænet til at udfordre og slå ihjel, for religiøs vold er til tider en nødvendig faktor. Derfor er det heller aldrig meningen, at kṣatriyaer direkte skal acceptere sannyāsa-ordenen eller forsagelsens orden. I politik kan ikke-vold forekomme som en form for diplomati, men det er aldrig en faktor eller et princip. I de religiøse lovbøger står der:

āhaveṣu mitho ’nyonyaṁ
jighāṁsanto mahī-kṣitaḥ
yuddhamānāḥ paraṁ śaktyā
svargaṁ yānty aparāṅ-mukhāḥ

(Manu-saṁhitā 7.89)

= yajñeṣu paśavo brahman
hanyante satataṁ dvijaiḥ
saṁskṛtāḥ kila mantraiś ca
te ’pi svargam avāpnuvan

(Mahābhārata Vana-parva 199.9)

“På slagmarken er en konge eller kṣatriya, der kæmper mod en anden konge, der er misundelig på ham, værdig til at komme til de himmelske planeter efter døden på samme måde, som brāhmaṇaerne også opnår de himmelske planeter ved at ofre dyr i offerilden.” At dræbe på slagmarken på grundlag af religiøse principper og at dræbe dyr i offerilden bliver derfor slet ikke betragtet som voldelige handlinger, eftersom alle har gavn af de dermed forbundne religiøse principper. Det ofrede dyr får et menneskeliv med det samme uden at behøve at gennemgå den gradvise udvikling fra én form til den næste, og de kṣatriyaer, der lader livet på slagmarken, kommer også til de himmelske planeter ligesom brāhmaṇaerne, der opnår dem ved at udføre offerhandlinger.

Der findes to slags sva-dharma eller specificerede pligter. Så længe man ikke er befriet, bliver man nødt til at udføre sin bestemte krops pligter i overensstemmelse med de religiøse principper, hvis man gerne vil befries. Efter at være blevet befriet bliver ens sva-dharma eller særlige pligt åndelig og bygger ikke på den materielle kropslige livsopfattelse. Når man er under den kropslige livsopfattelse, er der bestemte pligter for henholdsvis brāhmaṇaer og kṣatriyaer, og sådanne pligter er uundgåelige. Sva-dharma forordnes af Herren, som det vil fremgå i kapitel 4. På det kropslige plan kaldes sva-dharma for varṇāśrama-dharma eller menneskets springbræt til åndelig forståelse. Menneskelig civilisation begynder fra stadiet af varṇāśrama-dharma eller specificerede pligter i henhold til de pågældende naturkvaliteter, som ens krop har. At gøre sin givne pligt inden for et hvilket som helst aktivitetsfelt i overensstemmelse med højere autoriteters ordrer tjener til at ophøje én til en højere livsstatus.