Bg 2.22

vāsāṁsi jīrṇāni yathā vihāya
navāni gṛhṇāti naro ’parāṇi
tathā śarīrāṇi vihāya jīrṇāny
anyāni saṁyāti navāni dehī
Synonyms: 
vāsāṁsi — klæder; jīrṇāni — gamle og udslidte; yathā — ligesom; vihāya — idet han kasserer; navāni — nye klæder; gṛhṇāti — tager imod; naraḥ — et menneske; aparāṇi — andre; tathā — på samme måde; śarīrāṇi — kroppe; vihāya — idet han opgiver; jirṇāni — gamle og ubrugelige; anyāni — forskellige; saṁyāti — tager sandelig imod; navāni — nye sæt; dehī — den legemliggjorte.
Translation: 
Ligesom en person ifører sig nyt tøj og kasserer det gamle, accepterer sjælen nye materielle kroppe og opgiver de gamle og ubrugelige.
Purport: 

FORKLARING: Det er et accepteret faktum, at den atomiske individuelle sjæl skifter sin krop. Selv moderne videnskabsmænd, der ikke tror på sjælens eksistens, men som samtidig ikke kan forklare, hvor energien i hjertet kommer fra, er nødt til at indrømme de løbende ændringer af kroppen, sådan som de foregår fra barndom til ungdom og igen fra ungdom til alderdom. I alderdommen går forandringen videre til en anden krop. Dette er allerede blevet forklaret i et tidligere vers (2.13).

Overførelsen af den atomiske individuelle sjæl til en anden krop bliver gjort mulig gennem Oversjælens nåde. Ligesom en ven opfylder en anden vens ønsker, opfylder Oversjælen den atomiske sjæls ønsker. Vedaerne såsom Muṇḍaka Upaniṣad såvel som Śvetāśvatara Upaniṣad sammenligner sjælen og Oversjælen med to fugle, der sidder i det samme træ. Den ene af fuglene (den individuelle atomiske sjæl) spiser træets frugter, mens den anden fugl (Kṛṣṇa) blot betragter Sin ven. Selv om de af kvalitet er ens, besnæres den ene af de to fugle af det materielle træs frugter, mens den anden blot bevidner sin vens handlinger. Kṛṣṇa er fuglen, der bevidner, og Arjuna er den spisende fugl. Selv om de er venner, er den ene ikke desto mindre herre og den anden tjener. Den atomiske sjæls forglemmelse af dette forhold er grunden til, at han skifter position fra det ene træ til det næste eller fra den ene krop til den anden. Jīva-sjælen kæmper hårdt i den materielle krops træ, men så snart han indvilliger i at acceptere den anden fugl som den højeste åndelige mester, som Arjuna gjorde det ved at overgive sig til Kṛṣṇa for at blive vejledt, bliver den underordnede fugl med det samme fri for alle sine beklagelser. Både Muṇḍaka Upaniṣad (3.1.2) og Śvetāśvatara Upaniṣad (4.7) bekræfter dette:

samāne vṛkṣe puruṣo nimagno
’nīśayā śocati muhyamānaḥ
juṣṭaṁ yadā paśyaty anyam īśam
asya mahimānam iti vīta-śokaḥ

“Selv om de to fugle sidder i samme træ, er den spisende fugl, der nyder af træets frugter, helt overvældet af bekymring og tungsindighed. Men hvis den lidende fugl på en eller anden måde vender sig mod sin ven, der er Herren, og forstår Hans herligheder, bliver han omgående fri for al ængstelse.” Arjuna har nu vendt sit ansigt mod sin evige ven, Kṛṣṇa, og lærer Bhagavad-gītā fra Ham. Ved således at lytte til Kṛṣṇa kan han forstå Herrens suveræne herligheder og blive fri for beklagelse.

Arjuna bliver hermed rådet af Herren til ikke at beklage, at hans gamle bedstefader og hans lærer får udskiftet deres kroppe. Han burde snarere være glad for at dræbe deres kroppe i det retfærdige slag, så de med det samme kan blive rensede for alle reaktioner på forskellige kropslige handlinger. Den, der lader livet på offeralteret eller på den rette slagmark, bliver omgående renset for kropslige reaktioner og forfremmes til en højere livsstatus. Arjuna har ingen grund til at sørge.