Bg. 2.2

FORKLARING: Kṛṣṇa og Guddommens Højeste Personlighed er identiske. Derfor refereres der til Kṛṣṇa som Bhagavān i hele Bhagavad-gītā. Bhagavān er det højeste aspekt af den Absolutte Sandhed. Den Absolutte Sandhed erkendes i tre stadier af forståelse, nemlig som Brahman (den upersonlige altgennemtrængende ånd), Paramātmā (den Højestes lokaliserede aspekt i hjertet på alle levende væsener) og Bhagavān, Guddommens Højeste Personlighed, Herren Kṛṣṇa. I Śrīmad-Bhāgavatam (1.2.11) bliver denne forståelse af den Absolutte Sandhed forklaret som følger:

“Den Absolutte Sandhed erkendes i tre forståelsesstadier af den, der har kendskab til den Absolutte Sandhed, og de er alle identiske. Disse aspekter af den Absolutte Sandhed betegnes som Brahman, Paramātmā og Bhagavān.”

Disse tre guddommelige aspekter kan forklares med Solen som eksempel. Solen har også forskellige aspekter, nemlig solskinnet, solskiven og selve solplaneten. Den, der kun studerer solskinnet, er en elev på begynderstadiet. Den, der forstår solskiven, er mere avanceret. Og den, der kan trænge ind i solplaneten, er den bedste. Almindelige studerende, der nøjes med blot at forstå solskinnet – hvordan det gennemtrænger universet, og den blændende stråleglans, der udgår fra dets upersonlige natur – er de, der kun har erkendt den Absolutte Sandheds Brahman-aspekt. Eleven, der har gjort yderligere fremskridt, kan forstå solskiven, der bliver sammenlignet med viden om den Absolutte Sandheds Paramātmā- aspekt. Og eleven, der kan trænge ind i selve solplaneten, kan sammenlignes med dem, der har erkendt den Absolutte Sandheds personlige aspekt. Derfor er bhaktaerne, det vil sige de transcendentalister, der har erkendt den Absolutte Sandheds Bhagavān-aspekt, de bedste transcendentalister, selv om alle elever, der studerer den Absolutte Sandhed, beskæftiger sig med det samme emne. Solskinnet, solskiven og solplanetens indre anliggender kan ikke adskilles fra hinanden, men alligevel tilhører de, der studerer de tre forskellige aspekter, ikke samme kategori.

Sanskritordet bhagavān er blevet forklaret af den store autoritet Parāśara Muni, Vyāsadevas fader. Den Højeste Personlighed, der besidder al rigdom, al styrke, al berømmelse, al skønhed, al viden og al forsagelse, kaldes Bhagavān. Der findes mange personer, der er meget rige, meget magtfulde, meget smukke, meget berømte, meget lærde og meget utilknyttede, men ingen kan hævde til fulde at besidde al rigdom, al styrke osv. Det kan kun Kṛṣṇa hævde, for Han er Guddommens Højeste Personlighed. Intet levende væsen indbefattet Brahmā, Herren Śiva eller Nārāyana kan besidde samme grad af overdådighed som Kṛṣṇa. Derfor konkluderer Herren Brahmā i Brahma-saṁhitā (5.1), at Herren Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Ingen er jævnbyrdig med eller overgår Ham. Han er den oprindelige Herre, Bhagavān, der er kendt som Govinda, og Han er den yderste årsag til alle andre årsager:

“Der findes mange personer, der besidder Bhagavāns egenskaber, men Kṛṣṇa er den højeste, for ingen kan overgå Ham. Han er den Højeste Person, og Hans krop er evig, fuld af viden og lyksalighed. Han er den oprindelige Herre, Govinda, og alle årsagers årsag.”

I Śrīmad-Bhāgavatam (1.3.28) findes der på samme måde en liste over Guddommens Højeste Personligheds mange inkarnationer, men Kṛṣṇa bliver beskrevet som Guddommens Oprindelige Person, fra hvem mange, mange inkarnationer og Guddommens Personligheder ekspanderer Sig:

“Alle fortegnelserne over Guddommens inkarnationer, der angives her, betegner enten fuldstændige ekspansioner eller dele af fuldstændige ekspansioner af den Højeste Guddom, men Kṛṣṇa er selve Guddommens Højeste Personlighed.”

Derfor er Kṛṣṇa Guddommens Oprindelige Højeste Personlighed, den Absolutte Sandhed og ophav til både Oversjælen og den upersonlige Brahman.

Arjunas sorg over hans slægtninge var så afgjort upassende i tilstedeværelse af Guddommens Højeste Personlighed, og derfor udtrykte Kṛṣṇa Sin overraskelse med ordet kutaḥ, “hvorfra”. Sådanne urenheder skulle man aldrig vente at finde hos en person fra den civiliserede klasse af mennesker, der kaldes ariere. Ordet ārya anvendes om personer, der kender livets værdi og har en civilisation, der er baseret på åndelig erkendelse. Personer, der styres af den materielle livsopfattelse, ved ikke, at formålet med livet er at erkende den Absolutte Sandhed, Viṣṇu, Bhagavān, og de fortrylles af den materielle verdens ydre aspekter og er derfor heller ikke klar over, hvad befrielse er. De, der ingen viden har om befrielse fra materiel trældom, kaldes ikke-ariere. Skønt Arjuna var kṣatriya, afveg han fra sin foreskrevne pligt ved at nægte at kæmpe. Denne feje handling beskrives som noget, der kun passer sig for ikke-ariere. En sådan pligtafvigelse hjælper ikke én til at gøre fremskridt i åndeligt liv og giver heller ikke engang én mulighed for at blive berømt i verden. Herren Kṛṣṇa billigede ikke Arjunas såkaldte medfølelse med hans slægtninge.