Bg 15.5

nirmāna-mohā jita-saṅga-doṣā
adhyātma-nityā vinivṛtta-kāmāḥ
dvandvair vimuktāḥ sukha-duḥkha-saṁjñair
gacchanty amūḍhāḥ padam avyayaṁ tat
Synonyms: 
niḥ — uden; māna — falsk prestige; mohāḥ — og illusion; jita — er besejrede; saṅga — ved samhørighed; doṣāḥ — de, hvis fejl; adhyātma — i åndelig viden; nityāḥ — der altid er; vinivṛtta — der er frigjorte; kāmāḥ — fra begær; dvandvaiḥ — fra dualiteterne; vimuktāḥ — der er befriet; sukha-duḥkha — lykke og lidelse; saṁjñaiḥ — kaldet; gacchanti — de opnår; amūḍhāḥ — uforstyrrede; padam — situation; avyayam — evige; tat — denne.
Translation: 
De, der er fri for falsk prestige, illusion og falsk samhørighed, som kender det evige, som har lagt ethvert materielt begær bag sig, som er fri for lykken og lidelsens dualiteter, og som uforstyrrede ved, hvordan man overgiver sig til den Højeste Person, opnår dette evige rige.
Purport: 

FORKLARING: Overgivelsesprocessen beskrives meget fint her. Den første kvalifikation er, at man ikke lader sig forblænde af stolthed. Fordi den betingede sjæl er opblæst og betragter sig selv som herre over den materielle natur, er det meget svært for ham at overgive sig til Guddommens Højeste Personlighed. Man må gennem kultivering af virkelig viden forstå, at man ikke er herre over den materielle natur. Guddommens Højeste Personlighed er Herren. Når man er ude over den illusion, der kommer af stolthed, kan man begynde på overgivelsesprocessen. Det er ikke muligt for den, der altid forventer at blive æret i denne materielle verden, at overgive sig til den Højeste Person. Stolthed skyldes illusion, for skønt man kommer her og kun opholder sig her et kort stykke tid for derefter at gå bort for bestandigt, har man stadig den tåbelige idé, at man er verdens hersker. På den måde komplicerer man alt og har altid problemer. Hele verden kredser omkring denne forestilling. Folk tror, at et stykke jord, denne planet, tilhører menneskesamfundet, og de har delt Jorden mellem sig under det falske indtryk, at det er dem, der ejer den. Man må gøre sig fri af den falske forestilling om, at menneskesamfundet ejer denne verden. Når først man er blevet fri for denne falske opfattelse, bliver man fri for hele den falske samhørighed, der udspringer af familiemæssige, samfundsmæssige og nationale følelser. Disse falske samhørigheder binder én til denne materielle verden. Efter dette stadie skal man udvikle åndelig viden. Man må kultivere viden om, hvad der i virkeligheden er ens eget, og hvad der ikke er ens eget. Og når man har en forståelse af tingene, som de er, bliver man fri for alle dualistiske forestillinger om lykke og lidelse, glæde og smerte osv. Man bliver opfyldt af viden. Da er det muligt at overgive sig til Guddommens Højeste Personlighed.