Bg 14.27

brahmaṇo hi pratiṣṭhāham
amṛtasyāvyayasya ca
śāśvatasya ca dharmasya
sukhasyaikāntikasya ca
Synonyms: 
brahmaṇaḥ — for den upersonlige brahmajyoti; hi — afgjort; pratiṣṭhā — hvilestedet; aham — Jeg er; amṛtasya — for den udødelige; avyayasya — N for den uforgængelige; ca — også; śāśvatasya — for den evige; ca — og; dharmasya — for den naturlige position; sukhasya — af lyksalighed; aikāntikasya — den højeste; ca — også.
Translation: 
Og Jeg er grundlaget for den upersonlige Brahman, der er udødelig, uforgængelig og evig og er den naturlige position for den højeste lyksalighed.
Purport: 

FORKLARING: Naturen af Brahman er udødelighed, uforgængelighed, evighed og lykke. Brahman er det første trin i transcendental erkendelse. Paramātmā eller Oversjælen er det mellemste, det andet stadie, i transcendental erkendelse, og Guddommens Højeste Personlighed er den endelige erkendelse af den Absolutte Sandhed. Både Paramātmā og den upersonlige Brahman er derfor indeholdt i den Højeste Person. Det blev forklaret i kapitel 7, at den materielle natur er manifestationen af den Højeste Herres lavere energi. Herren befrugter den lavere materielle natur med fragmenter af den højere natur, hvilket er det åndelige anstrøg i den materielle natur. Når et levende væsen, der er betinget af denne materielle natur, begynder at kultivere åndelig viden, ophøjer han sig selv fra sin position i den materielle tilværelse og stiger gradvist op til Brahman-opfattelsen af den Højeste. Denne opnåelse af Brahman- opfattelsen af livet er det første stadie i selverkendelse. På dette stadie er den Brahman-realiserede person transcendental til den materielle position, men han er ikke egentlig fuldkommen i Brahman-erkendelse. Hvis han vil, kan han forblive i Brahman-positionen og derefter gradvist komme til Paramātmā-erkendelse for til sidst at nå til erkendelse af Guddommens Højeste Personlighed. Det er der mange eksempler på i den vediske litteratur. Til at begynde med var de fire Kumāraer situeret i den upersonlige Brahman-opfattelse af sandheden, men derefter kom de gradvist til stadiet af hengiven tjeneste. Hvis man ikke kan hæve sig N over den upersonlige opfattelse af Brahman, er der risiko for at falde ned. Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (10.2.32), at hvis en person stiger op til stadiet af den upersonlige Brahman, men ikke kan komme videre og mangler viden om den Højeste Person, er hans intelligens stadig uklar. Selv om man bliver hævet til Brahman-niveauet, er der således mulighed for at falde ned igen, hvis man ikke er engageret i Herrens hengivne tjeneste. I Vedaerne (Taittirīya Upaniṣad 2.7.1) står der også, raso vai saḥ, rasaṁ hy evāyaṁ labdhvānandī bhavati: “Når man forstår Guddommens Personlighed, kilden til al glæde, Kṛṣṇa, bliver man virkelig transcendentalt lyksalig.” Den Højeste Herre er uindskrænket i seks overdådigheder, og når en hengiven vender sig mod Ham, sker der en udveksling af disse seks overdådigheder. Kongens tjener nyder næsten på lige fod med kongen, så på den måde ledsages hengiven tjeneste altid af evigt liv og en evig, uforgængelig lykke. Derfor er erkendelsen af Brahman, erkendelsen af evighed eller uforgængelighed, inkluderet i hengiven tjeneste. Denne erkendelse har en person, der er engageret i hengiven tjeneste, allerede.

Skønt det levende væsen af natur er Brahman, ønsker han at herske over den materielle verden, og af den grund falder han ned. I sin naturlige position er et levende væsen hævet over den materielle naturs tre kvaliteter, men hans kontakt med den materielle natur vikler ham ind i den materielle naturs forskellige kvaliteter – godhed, lidenskab og uvidenhed. Det er på grund af forbindelsen med disse tre kvaliteter, at hans ønske om at herske over den materielle verden findes. Ved at engagere sig i hengiven tjeneste i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed bliver man situeret i den transcendentale position, og ens uretmæssige begær efter at herske over den materielle natur går væk. Den hengivne tjenestes proces, der begynder med at høre om, tale om og huske på Kṛṣṇa, dvs. de ni foreskrevne veje til virkeliggørelse af hengiven tjeneste, skal således praktiseres i selskab med hengivne. Igennem et sådant selskab og ved den åndelige mesters indflydelse fjernes ens materielle ønske om at herske og dominere gradvist, og man bliver fast forankret i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste. Denne vej anbefales fra vers 22 til og med det sidste vers i dette kapitel. Hengiven tjeneste til Herren er meget enkel: Man bør altid engagere sig i Herrens tjeneste, indtage resterne af den mad, der er ofret til Deiteten, dufte til de blomster, der er ofret til Herrens lotusfødder, tage til de steder, hvor Herren havde Sine transcendentale lege, læse om Herrens forskellige aktiviteter og Hans kærlighedsudvekslinger med Hans hengivne, konstant fremsige den transcendentale lyd af Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare og overholde de fastedage, der bliver fejret til minde om Herren og Hans hengivnes åbenbarelsesdage og bortgangsdage. Ved at følge en sådan proces bliver man gradvist helt utilknyttet til alle materielle aktiviteter. Den, der på den måde kan situere sig selv i brahmajyoti eller de forskellige Brahman-opfattelser, står kvalitativt på lige fod med Guddommens Højeste Personlighed.

Således ender Bhaktivedanta-forklaringerne til Śrīmad Bhagavad-gītās 14. kapitel, Den materielle naturs tre kvaliteter.