Bg 13.5

ṛṣibhir bahudhā gītaṁ
chandobhir vividhaiḥ pṛthak
brahma-sūtra-padaiś caiva
hetumadbhir viniścitaiḥ
Synonyms: 
ṛṣibhiḥ — af de kloge vismænd; bahudhā — på mange måder; gītam — beskrevet; chandobhiḥ — gennem vediske hymner; vividhaiḥ — forskellige; pṛthak — på forskellige måder; brahma-sūtra — af Vedānta; padaiḥ — gennem aforismerne; ca — også; eva — afgjort; hetu-madbhiḥ — med årsag og virkning; viniścitaiḥ — især fremført med al logik.
Translation: 
Denne viden om handlingsfeltet og handlingernes kender beskrives af forskellige vismænd i forskellige vediske skrifter. Den bliver især fremført med al logik i Vedānta-sūtra i nøje overensstemmelse med årsag og virkning.
Purport: 

FORKLARING: Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, er den højeste autoritet, når det kommer til at forklare denne kundskab. Ikke desto mindre refererer lærde mænd og anerkendte autoriteter som en selvfølge altid til tidligere autoriteter. Kṛṣṇa forklarer dette særdeles kontroversielle spørgsmål om sjælen og Oversjælens dualitet eller ikke-dualitet ved at referere til et skrift, Vedānta, der anerkendes som autoritativt. Først siger Han: “Dette er ifølge forskellige vismænd.” Hvad vismændene angår, er foruden Ham selv Vyāsadeva, Vedānta-sūtras forfatter, en stor vismand, og i Vedānta-sūtra er dualitet perfekt forklaret. Og Vyāsadevas fader, Parāśara, er også en stor vismand, og han skriver i sine bøger om religion (Viṣṇu Purāṇa 2.13.69), ahaṁ tvaṁ ca tathānye:| “Vi, det vil sige dig, mig og alle andre levende væsener, er alle transcendentale til trods for, at vi befinder os i materielle kroppe. Nu er vi faldet ned i den materielle naturs tre kvaliteter i forhold til vores karma. Nogle er på højere niveauer, og nogle er i den lavere natur. Højere og lavere naturer eksisterer på grund af uvidenhed og manifesteres i et utal af levende væsener. Men Oversjælen, der er ufejlbarlig, er ubesmittet af naturens tre kvaliteter og transcendental.” På samme måde bliver der i de oprindelige Vedaer, især i Kaṭha Upaniṣad, skelnet mellem sjælen, Oversjælen og kroppen. Dette er blevet forklaret af mange store vismænd, og Parāśara betragtes som førende blandt dem.

Ordet chandobhiḥ refererer til de forskellige vediske skrifter. For eksempel beskriver Taittirīya Upaniṣad, der er en gren af Yajur Veda, naturen, det levende væsen og Guddommens Højeste Personlighed.

Som forklaret tidligere er kṣetra handlingsfeltet, og der findes to former for kṣetra-jña: det individuelle levende væsen og det højeste levende væsen. I Taittirīya Upaniṣad (2.5) udtrykkes dette med ordene brahma pucchaṁ pratiṣṭhā. En bestemt manifestation af den Højeste Herres energi kommer til udtryk som anna-maya, der betyder afhængighed af føde for at overleve. Dette er en materialistisk erkendelse af den Højeste. Derefter kan man i prāṇa-maya, når man har erkendt den Absolutte Sandhed i føde, erkende den Absolutte Sandhed i livssymptomerne eller livsformerne. I jñāna-maya rækker erkendelsen ud over livssymptomerne til også at omfatte tanker, følelser og vilje. Efter det kommer Brahman-erkendelse, der også kaldes vijñāna-maya, hvor der skelnes mellem det levende væsens sind og livssymptomer på den ene side og det levende væsen selv på den anden side. Det sidste og højeste stadie kaldes ānanda-maya, hvor man erkender sin helt igennem lyksalige natur. På den måde er der fem trin af Brahman-erkendelse, der kaldes brahma puccham. Af disse indebærer de tre første – anna-maya, prāṇa-maya og jñāna-maya – de levende væseners handlingsfelter. Transcendental til alle disse handlingsfelter har vi den Højeste Herre, der kaldes ānanda-maya. Vedānta-sūtra (1.1.12) beskriver også den Højeste med ordene ānanda-mayo ’bhyāsāt: Guddommens Højeste Personlighed er af natur fuld af glæde. For at nyde Sin transcendentale lyksalighed ekspanderer Han Sig i vijñāna-maya, prāṇa-maya, jñāna-maya og anna- maya. I handlingsfeltet anses det levende væsen for at være nyderen, og forskellig fra ham er ānanda-maya. Det betyder, at hvis det levende væsen beslutter sig for at nyde ved at indordne sig under ānanda-maya, bliver han perfekt. Dette er det virkelige billede af den Højeste Herre som den højeste kender af feltet, det levende væsen som den underordnede kender samt af handlingsfeltets natur. Denne sandhed skal man søge efter i Vedānta-sūtra eller Brahma-sūtra.

Her nævnes det, at Brahma-sūtras aforismer er sammenstillet meget nøje i overensstemmelse med årsag og virkning. Nogle af disse sūtraer eller aforismer er som følger: na viyad aśruteḥ (2.3.1), nātmā śruteḥ (2.3.18) og parāt tu tac-chruteḥ (2.3.40). Den første aforisme refererer til handlingsfeltet, den anden til det levende væsen, og den tredje angiver den Højeste Herre, der er summum bonum blandt alle manifestationer af forskellige eksistenser.