Bg. 13.23
Tekst
bhartā bhoktā maheśvaraḥ
paramātmeti cāpy ukto
dehe ’smin puruṣaḥ paraḥ
Synonyms
upadraṣṭā — den, der bevidner; anumantā — den, der tillader; ca — også; bhartā — Herren; bhoktā — den Højeste Nyder; mahā-īśvaraḥ — den Højeste Herre; parama-ātmā — Oversjælen; iti — således; ca — også; api — afgjort; uktaḥ — kaldes; dehe — i kroppen; asmin — i denne; puruṣaḥ — nyder; paraḥ — den transcendentale.
Translation
Og dog findes der i denne krop en anden, en transcendental nyder, der er Herren, den højeste ejer, der eksisterer som vidnet og den, der giver tilladelse, og som er kendt som Oversjælen.
Purport
FORKLARING: Her står der, at Oversjælen, der altid er hos den individuelle sjæl, er den Højeste Herres repræsentant. Han er intet almindeligt levende væsen. Eftersom de monistiske filosoffer anser kroppens kendere for at være én, tror de, at der ingen forskel er på Oversjælen og den individuelle sjæl. For at præcisere dette forklarer Herren, at Han er repræsenteret som Paramātmā i alle kroppe. Han er forskellig fra den individuelle sjæl. Han er paraḥ eller transcendental. Den individuelle sjæl nyder et bestemt handlingsfelts aktiviteter, men Oversjælen er der ikke som en begrænset nyder eller tager del i kropslige aktiviteter. Han er der som den, der bevidner, tilser og tillader, og som den højeste nyder. Hans navn er Paramātmā, ikke ātmā, og Han er transcendental. Det er helt tydeligt, at ātmā og Paramātmā er forskellige. Oversjælen, Paramātmā, har ben og hænder overalt, men det har den individuelle sjæl ikke. Og eftersom Paramātmā er den Højeste Herre, er Han til stede i det indre for at godkende det levende væsens begær efter materiel nydelse. Uden den Højeste Sjæls tilladelse kan den individuelle sjæl intet foretage sig. Den individuelle sjæl er bhukta eller den, der bliver opretholdt, mens Herren er bhoktā, den, der opretholder. Der findes utallige levende væsener, og Han er til stede i dem alle som en ven.
Faktum er, at hvert eneste individuelt levende væsen er en evig uadskillelig del af den Højeste Herre, og begge er de meget nært forbundne som venner. Men det levende væsen er tilbøjelig til at afvise den Højeste Herres tilladelse og handle egensindigt i et forsøg på at herske over naturen, og fordi han har denne tendens, kaldes han for den Højeste Herres marginale energi. Det levende væsen kan befinde sig enten i den materielle energi eller i den åndelige energi. Så længe han er betinget af den materielle energi, bliver den Højeste Herre, Oversjælen, hos ham som hans ven blot for at få ham til at vende tilbage til den åndelige energi. Herren er altid ivrig efter at få det levende væsen tilbage til den åndelige energi, men på grund af sin lille uafhængighed afviser det individuelle væsen hele tiden at lade sig forbinde med det åndelige lys. Denne misbrug af uafhængighed er årsagen til hans materielle kamp i den betingede natur. Derfor giver Herren konstant instruktioner både indefra og udefra. Han giver instruktioner udefra i form af Bhagavad- gītā, og indefra forsøger Han at overbevise det levende væsen om, at hans aktiviteter på det materielle felt ikke er befordrende for virkelig lykke. “Bare opgiv det og ret din tro mod Mig, så bliver du lykkelig,” opfordrer Han. På den måde begynder den intelligente person, der sætter sin lid til Paramātmā eller Guddommens Højeste Personlighed, at gøre fremskridt mod et lyksaligt, evigt og kundskabsfyldt liv.