Skip to main content

Bg. 13.21

Tekst

kārya-kāraṇa-kartṛtve
hetuḥ prakṛtir ucyate
puruṣaḥ sukha-duḥkhānāṁ
bhoktṛtve hetur ucyate

Synonyms

kārya — af virkning; kāraṇa — og årsag; kartṛtve — hvad angår skabelsen; hetuḥ — instrumentet; prakṛtiḥ — den materielle natur; ucyate — siges at være; puruṣaḥ — det levende væsen; sukha — af lykke; duḥkhānām — og lidelse; bhoktṛtve — hvad angår erfaringen af; hetuḥ — instrumentet; ucyate — siges at være.

Translation

Naturen siges at være årsagen til alle materielle årsager og virkninger, hvorimod det levende væsen selv er årsag til de forskellige former for lidelse og nydelse i denne verden.

Purport

FORKLARING: Den materielle natur er årsag til alle de forskellige manifestationer af kroppe og sanser blandt de levende væsener. Der findes 8.400.000 forskellige livsformer, og disse forskelligheder er skabt af den materielle natur. De udspringer af det levende væsens forskellige former for sanselig nydelse, og at han som følge deraf ønsker at bo i den ene eller den anden krop. Når det levende væsen placeres i forskellige kroppe, oplever han forskellige former for lykke og lidelse. Hans materielle lykke og lidelse skyldes hans krop og ikke ham selv, som han er. I det levende væsens oprindelige tilstand er der ingen tvivl om, at han nyder. Det er derfor hans virkelige tilstand. På grund af ønsket om at herske over den materielle natur befinder han sig i den materielle verden. Noget sådant forekommer ikke i den åndelige verden. Den åndelige verden er ren, men i den materielle verden kæmper alle en hård kamp for at erhverve sig forskellige slags kropslige nydelser. Det kan måske udtrykkes lidt tydeligere ved at sige, at kroppen er en effekt af sanserne. Sanserne er instrumenter for tilfredsstillelse af begær. Så hele dette sceneri med kroppen og de instrumentale sanser stilles til rådighed af den materielle natur, og som det vil fremgå klart af næste vers, bliver det levende væsen velsignet eller forbandet med forskellige situationer alt efter sine tidligere ønsker og handlinger. Den materielle natur placerer én i forskellige “boliger” ifølge ens ønsker og handlinger. Det levende væsen er selv skyld i, at han anbringes i sådanne forskellige boliger og den nydelse eller lidelse, de medfører. Men når man først er placeret i en bestemt krop, bliver man underlagt naturens kontrol, for kroppen, der er materie, handler ifølge naturens love. På det tidspunkt er det ikke i det levende væsens magt at ændre den lov. Lad os sige, at et levende væsen bliver anbragt i en hunds krop. Så snart han er anbragt i hundekroppen, er han tvunget til at handle som en hund. Han kan ikke handle på nogen anden måde. Og hvis det levende væsen placeres i en svinekrop, er han tvunget til at æde afføring og opføre sig som et svin. Hvis det levende væsen på samme måde bliver anbragt i en halvgudekrop, tvinges han til at handle ifølge den krop. Dette er naturens lov. Men Oversjælen er under alle omstændigheder hos den individuelle sjæl. Det bliver forklaret i Vedaerne (Muṇḍaka Upaniṣad 3.1.1) med ordene dvā suparṇā sayujā sakhāyā. Den Højeste Herre er så venlig mod det levende væsen, at Han altid følger den individuelle sjæl og i alle situationer er til stede som Oversjælen eller Paramātmā.