Bg 1.32-35

kiṁ no rājyena govinda
kiṁ bhogair jīvitena vā
yeṣām arthe kāṅkṣitaṁ no
rājyaṁ bhogāḥ sukhāni ca
ta ime ’vasthitā yuddhe
prāṇāṁs tyaktvā dhanāni ca
ācāryāḥ pitaraḥ putrās
tathaiva ca pitāmahāḥ
mātulāḥ śvaśurāḥ pautrāḥ
śyālāḥ sambandhinas tathā
etān na hantum icchāmi
ghnato ’pi madhusūdana
api trailokya-rājyasya
hetoḥ kiṁ nu mahī-kṛte
nihatya dhārtarāṣṭrān naḥ
kā prītiḥ syāj janārdana
Synonyms: 
kim — til hvilken nytte; naḥ — for os; rājyena — er kongeriget; govinda — O Kṛṣṇa; kim — til hvilken nytte; bhogaiḥ — er nydelse; jīvitena — er livet; — eller; yeṣām — for hvis; arthe — for hvis skyld; kāṅkṣitam — ønskes; naḥ — af os; rājyam — kongeriget; bhogāḥ — materiel nydelse; sukhāni — al lykke; ca — også; te — dem alle; ime — disse; avasthitāḥ — opstillet; yuddhe — på denne slagmark; prāṇān — (deres) liv; tyaktvā — idet de ofrer; dhanāni — rigdomme; ca — også; ācāryāḥ — lærere; pitaraḥ — fædre; putrāḥ — sønner; tathā — såvel som; eva — sandelig; ca — også; pitāmahāḥ — bedstefædre; mātulāḥ — morbrødre; śvaśurāḥ — svigerfædre; pautrāḥ — børnebørn; śyālāḥ — svogre; sambandhinaḥ — slægtninge; tathā — såvel som; etān — alle disse; na — aldrig; hantum — at dræbe; icchāmi — ønsker jeg; ghnataḥ — jeg vil blive dræbt; api — selv om; madhusūdana — O dræber af dæmonen Madhu (Kṛṣṇa); api — selv hvis; trai-lokya — over disse tre verdener; rājyasya — for kongeriget; hetoḥ — til gengæld; kim nu — for ikke at tale om; mahī-kṛte — for Jordens skyld; nihatya — ved at dræbe; dhārtarāṣṭrān — Dhṛtarāṣṭras sønner; naḥ — vores; — hvilken; prītiḥ — glæde; syāt — vil der være; janārdana — O opretholder af alle levende væsener.
Translation: 
O Govinda, til hvilken nytte er et kongerige, lykken eller selve livet, når alle de, for hvem vi ønsker disse ting, nu står over for os på slagmarken? O Madhusūdana, når de lærere, fædre, sønner, bedstefædre, morbrødre, svigerfædre, sønnesønner, svogre og andre slægtninge, der er til stede her, er rede til at ofre deres liv og ejendom, hvorfor skulle jeg da dræbe dem, selv hvis de ellers måtte dræbe mig? O opretholder af alle levende væsener, end ikke i bytte for de tre verdener – for ikke at tale om denne jord – er jeg rede til at kæmpe mod dem. Hvilken glæde kan vi have af at slå Dhṛtarāṣṭras sønner ihjel?
Purport: 

FORKLARING: Arjuna tiltaler Herren Kṛṣṇa som Govinda, for Kṛṣṇa er genstand for køernes og sansernes nydelse. Med dette vigtige ord angiver Arjuna, at Kṛṣṇa burde vide, hvad der vil tilfredsstille hans [Arjunas] sanser. Men det er ikke Govindas opgave at tilfredsstille vore sanser. Hvis vi derimod prøver at tilfredsstille Govindas sanser, bliver vore egne sanser automatisk tilfredsstillet. Materielt set er alle ude efter at tilfredsstille deres egne sanser, og de ser Gud som den, der skal give dem den tilfredsstillelse. Men Herren tilfredsstiller kun de levende væseners sanser i den grad, de fortjener det, og ikke i det omfang, de begærer det. Hvis det levende væsen derimod gør det omvendte, nemlig forsøger at tilfredsstille Govindas sanser uden ønske om at tilfredsstille sine egne sanser, bliver alle hans ønsker ved Govindas nåde tilgodeset. Arjunas stærke kærlighed til samfund og familie skyldes her delvist hans naturlige medfølelse med dem. Han er derfor ikke parat til at kæmpe. Vi vil alle gerne vise vores velstand til venner og slægtninge, men Arjuna er bange for, at alle hans venner og slægtninge skal falde på slagmarken, så han ingen vil have til at dele sin rigdom med efter sejren. Det er et typisk ræsonnement i materielt liv. Transcendentalt liv er dog helt anderledes. Eftersom en hengiven ønsker at tilfredsstille Herrens ønsker, kan han, hvis Herren vil det, tage imod al mulig velstand i Herrens tjeneste, og hvis Herren ikke ønsker det, vil han ikke tage imod så meget som en krone. Arjuna nærede ingen ønsker om at slå sine slægtninge ihjel, men hvis de skulle dø, ville han have Kṛṣṇa til personligt at gøre det af med dem. På det tidspunkt var han ikke klar over, at de allerede var blevet slået ihjel af Kṛṣṇa, endnu før de var troppet op på slagmarken, og at det eneste, han havde at gøre, var at fungere som Kṛṣṇas redskab. Det bliver afsløret i de følgende kapitler. Som en naturlig hengiven af Herren brød Arjuna sig ikke om at gøre gengæld mod sine slyngelagtige fætre og brødre, men det var Herrens plan, at de alle skulle dø i slaget. Herrens hengivne hævner sig ikke, når der bliver begået uret mod dem, men Herren tåler ikke, at slyngler behandler de hengivne dårligt. Herren kan undskylde en person på Sine egne vegne, men Han undskylder ingen, der har forvoldt Hans hengivne skade. Så selv om Arjuna havde i sinde at tilgive slynglerne, var Herren fast besluttet på at slå dem ihjel.