KAPITEL FEMTEN: Den Højeste Persons yoga

Bg 15.1

śrī-bhagavān uvāca
ūrdhva-mūlam adhaḥ-śākham
aśvatthaṁ prāhur avyayam
chandāṁsi yasya parṇāni
yas taṁ veda sa veda-vit
Synonyms: 
śrī-bhagavān uvāca — Guddommens Højeste Personlighed sagde; ūrdhva-mūlam — med rødder opad; adhaḥ — nedad; śākham — med grene; aśvattham — et banyantræ; prāhuḥ — beskrives; avyayam — evigt; chandāṁsi — de vediske hymner; yasya — hvis; parṇāni — blade; yaḥ — enhver, der; tam — dette; veda — kender; saḥ — han; veda-vit — kenderen af Vedaerne.
Translation: 
Guddommens Højeste Personlighed sagde: Det siges, at der findes et uforgængeligt banyantræ, hvis rødder vokser opad og grene nedad, og hvis blade er de vediske hymner. Den, der kender dette træ, kender Vedaerne.
Purport: 

FORKLARING: Efter diskussionen om vigtigheden af bhakti-yoga kan man med rette spørge: “Hvad med Vedaerne?” Det forklares i dette kapitel, at formålet med at studere Vedaerne er at forstå Kṛṣṇa. Det betyder, at den, der er Kṛṣṇa-bevidst og er engageret i hengiven tjeneste, allerede kender Vedaerne.

Denne materielle verdens forviklinger bliver her sammenlignet med et banyantræ. Der er ingen ende på dette banyantræ for den, der er involveret i frugtstræbende handlinger. Han vandrer fra den ene gren til den anden og videre til den næste og så fremdeles. Denne materielle verdens træ er uden ende, og for den, der er knyttet til dette træ, er der ingen mulighed for befrielse. De vediske hymner, hvis formål er at ophøje én, kaldes for dette træs blade. Træets rødder vokser opad, for de begynder fra universets højeste planet, hvor Brahmā befinder sig. Hvis man kan forstå dette uforgængelige træ af illusion, kan man slippe ud af det.

Man bør forstå denne befrielsesproces. Det blev forklaret i de foregående kapitler, at der er mange måder, hvorpå man kan slippe ud af de materielle forviklinger. Og til og med kapitel 13 har vi set, at hengiven tjeneste til Herren er den bedste vej. Det grundlæggende princip i hengiven tjeneste er at være utilknyttet til materielle aktiviteter og udvikle tilknytning til Herrens transcendentale tjeneste. Hvordan man bryder tilknytningen til den materielle verden, bliver diskuteret i begyndelsen af dette kapitel. Roden til denne materielle eksistens vokser opad. Det betyder, at den har sin rod i den totale materielle substans fra universets højeste planet. Derfra udbreder hele universet sig i så mange forgreninger, der repræsenterer de forskellige planetsystemer. Frugterne repræsenterer resultaterne af de levende væseners handlinger, nemlig religion, økonomisk udvikling, sansetilfredsstillelse og befrielse.

Nu har vi jo ingen umiddelbar oplevelse i denne verden af et træ med grenene nedad og rødderne opad, men det findes faktisk. Et sådant træ kan ses på bredden af en sø. Vi kan se, at træerne på bredden spejler sig i vandet med grenene nedad og rødderne opad. Denne materielle verdens træ er med andre ord intet andet end en refleksion af det virkelige træ i den åndelige verden. Spejlbilledet af den åndelige verden bliver reflekteret i begær, ligesom et træs spejlbillede bliver reflekteret i vand. Det er begær, der er grunden til, at tingene befinder sig i det reflekterede materielle lys. Hvis man ønsker at slippe ud af denne materielle eksistens, skal man have et grundigt kendskab til dette træ ved at studere det analytisk. Da kan man bryde sit forhold til det.

Fordi dette træ er en refleksion af det virkelige træ, er det en nøjagtig kopi. Alt findes der i den åndelige verden. Upersonalisterne anser Brahman for at være roden til dette materielle træ, og fra denne rod kommer ifølge sāṅkhya-filosofien prakṛti, puruṣa, de tre guṇaer, så de fem grove elementer (pañca-mahā-bhūta), de ti sanser (daśendriya), sindet osv. På denne måde inddeler de hele den materielle verden i 24 elementer. Hvis Brahman er centrum for alle manifestationer, er denne materielle verden en manifestation på 180 grader omkring dette midtpunkt, og den åndelige verden udgør de resterende 180 grader. Den materielle verden er en forvrænget genspejling, så den åndelige verden må have den samme mangfoldighed, men der er den virkelig. Prakṛti er den Højeste Herres ydre energi, og puruṣa er den Højeste Herre Selv, hvilket bliver forklaret i Bhagavad-gītā. Eftersom denne manifestation er materiel, er den midlertidig. Et spejlbillede er midlertidigt, for nogle gange er det synligt og andre gange ikke. Men oprindelsen, som spejlbilledet er en refleksion af, er evig. Den materielle refleksion af det virkelige træ må hugges om. Når det siges, at en person kender Vedaerne, må man gå ud fra, at han ved, hvordan man skærer tilknytningen til denne materielle verden over. Hvis man ved, hvordan man gør det, kender man virkelig Vedaerne. Den, der er tiltrukket af Vedaernes ritualistiske procedurer, er tiltrukket af træets smukke grønne blade. Han kender egentlig ikke Vedaernes formål. Formålet med Vedaerne, som det bliver afsløret af Guddommens Personlighed Selv, er at hugge det reflekterede træ om og komme til det virkelige træ i den åndelige verden.

Bg 15.2

adhaś cordhvaṁ prasṛtās tasya śākhā
guṇa-pravṛddhā viṣaya-pravālāḥ
adhaś ca mūlāny anusantatāni
karmānubandhīni manuṣya-loke
Synonyms: 
adhaḥ — nedad; ca — og; ūrdhvam — opad; prasṛtāḥ — udstrakte; tasya — dets; śākhāḥ — grene; guṇa — af den materielle naturs kvaliteter; pravṛddhāḥ — udviklet; viṣaya — sanseobjekter; pravālāḥ — kviste; adhaḥ — nedad; ca — og; mūlāni — rødder; anusantatāni — udstrakte; karma — til arbejde; anubandhīni — bundet; manuṣya-loke — i menneskesamfundets verden.
Translation: 
Dette træs grene, der næres af den materielle naturs tre kvaliteter, vokser både nedad og opad. Kvistene er sanseobjekterne. Dette træ har også rødder, der vokser nedad, og disse er bundet til menneskesamfundets frugtstræbende handlinger.
Purport: 

FORKLARING: Her gives der en yderligere beskrivelse af banyantræet. Dets grene strækker sig i alle retninger. I de lavere dele er der forskellige manifestationer af levende væsener såsom mennesker, dyr, heste, køer, hunde, katte osv. De befinder sig på grenenes nedre dele, mens der på de øvre er højere former for levende væsener som halvguder, gandharvaer og mange andre højere livsformer. Ligesom et træ næres af vand, henter dette træ sin næring fra den materielle naturs tre kvaliteter. Sommetider ser vi, at et landområde er goldt på grund af mangel på vand, og andre gange er det grønt og frodigt. På samme måde bliver de forskellige livsformer manifesteret alt efter, hvor graden og omfanget af visse af naturens kvaliteter er større.

Træets kviste anses for at være sanseobjekterne. Når vi kultiverer N naturens forskellige kvaliteter, udvikler vi forskellige sanser, og igennem disse sanser nyder vi forskellige sanseobjekter. Grenenes spidser er sanserne såsom ørerne, næsen, øjnene osv., der er knyttet til nydelsen af forskellige sanseobjekter. Kvistene repræsenterer lyd, form, berøring osv., dvs. sanseobjekterne. Siderødderne er tilknytninger og aversioner, der udspringer af forskellige former for lidelse og sansenydelse. Tendenserne til fromhed og ugudelighed anses for at have udviklet sig fra disse sekundære rødder, der spreder sig i alle retninger. Den egentlige rod kommer fra Brahmaloka, mens de andre rødder er at finde på de menneskelige planetsystemer. Efter at have nydt resultatet af sine fromme handlinger på de øvre planetsystemer kommer man ned til denne jord og fornyer sin karma, sine frugtstræbende handlinger, for igen at blive forfremmet. Denne menneskeplanet betragtes som handlingsfeltet.

Bg 15.3-4

na rūpam asyeha tathopalabhyate
nānto na cādir na ca sampratiṣṭhā
aśvattham enaṁ su-virūḍha-mūlam
asaṅga-śastreṇa dṛḍhena chittvā
tataḥ padaṁ tat parimārgitavyaṁ
yasmin gatā na nivartanti bhūyaḥ
tam eva cādyaṁ puruṣaṁ prapadye
yataḥ pravṛttiḥ prasṛtā purāṇī
Synonyms: 
na — ikke; rūpam — formen; asya — af dette træ; iha — i denne verden; tathā — også; upalabhyate — kan opfattes; na — ikke; antaḥ — enden; na — ej; ca — heller; ādiḥ — begyndelsen; na — ej; ca — heller; sampratiṣṭhā — grundlaget; aśvattham — banyantræ; enam — dette; su-virūḍha — stærkt; mūlam — rodfæstet; asaṅga-śastreṇa — med utilknytningens våben; dṛḍhena — med det stærke; chittvā — efter at have fældet; tataḥ — derefter; padam — situation; tat — den; parimārgitavyam — må opsøges; yasmin — hvor; gatāḥ — når de er gået dertil; na — aldrig; nivartanti — de kommer tilbage; bhūyaḥ — igen; tam — til Ham; eva — sandelig; ca — også; ādyam — den oprindelige; puruṣam — Guddommens Personlighed; prapadye — overgive sig; yataḥ — fra hvem; pravṛttiḥ — begyndelsen; prasṛtā — udstrækker sig; purāṇī — den meget gamle.
Translation: 
Den virkelige form på dette træ kan ikke opfattes i denne verden. Ingen kan forstå, hvor det slutter, hvor det begynder, eller hvor dets fundament er. Men med beslutsomhed må man fælde dette dybt rodfæstede træ med utilknytningens våben. Dernæst skal man opsøge det sted, hvorfra man aldrig vender tilbage, når først man er kommet dertil, og der overgive sig til Guddommens Højeste Personlighed, fra hvem alt begyndte, og fra hvem alt har spredt sig siden tidernes morgen.
Purport: 

FORKLARING: Nu angives det klart, at den virkelige form på dette banyantræ ikke kan forstås i denne materielle verden. Eftersom roden vokser opad, udstrækker det virkelige træ sig i den anden ende. Når man er viklet ind i træets materielle forgreninger, kan man ikke se, hvor langt træet strækker sig, og man kan heller ikke se begyndelsen på det. Ikke desto mindre må man finde ud af, hvor det kommer fra. “Jeg er min fars søn, min far er søn af den-og-den person osv.” Ved at søge på denne måde når man frem til Brahmā, der kommer fra Garbhodakaśāyī Viṣṇu. Når man til sidst endelig når frem til Guddommens Højeste Personlighed, har man nået målet for sin udforskning. Man må finde frem til dette træs oprindelse, Guddommens Højeste Personlighed, ved at være i selskab med personer, der har viden om Guddommens Højeste Personlighed. Gennem forståelse bliver man gradvist utilknyttet til denne falske genspejling af virkeligheden, og med viden kan man skære forbindelsen over og rent faktisk blive situeret i det virkelige træ.

I denne forbindelse er ordet asaṅga meget vigtigt, for tilknytningen til sansenydelse og til at herske over den materielle natur er meget stærk. Man bliver derfor nødt til at lære, hvad det vil sige at være utilknyttet, ved at diskutere åndelig videnskab på grundlag af de autoritative skrifter, og man må høre fra personer, der rent faktisk har viden. Som et resultat af sådanne diskussioner i selskab med hengivne kommer man til Guddommens Højeste Personlighed. Det første, man da må gøre, er at overgive sig til Ham. Beskrivelsen af det sted, hvorfra man aldrig mere vender tilbage til dette falsk afspejlede træ, når man først er kommet dertil, gives her. Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, er den oprindelige rod, som alt er udsprunget fra. For at vinde denne Guddommens Personligheds gunst skal man blot overgive sig, og dette er resultatet af at udføre hengiven tjeneste i form af at høre og tale om Kṛṣṇa osv. Han er årsagen til udfoldelsen af den materielle verden. Dette er allerede blevet forklaret af Herren Selv. Ahaṁ sarvasya prabhavaḥ (Bg. 10.8): “Jeg er altings oprindelse.” For at slippe ud af forviklingen i dette materielle livs stærke banyantræ må man således overgive sig til Kṛṣṇa. Så snart man overgiver sig til Kṛṣṇa, bliver man automatisk utilknyttet til denne materielle ekspansion.

Bg 15.5

nirmāna-mohā jita-saṅga-doṣā
adhyātma-nityā vinivṛtta-kāmāḥ
dvandvair vimuktāḥ sukha-duḥkha-saṁjñair
gacchanty amūḍhāḥ padam avyayaṁ tat
Synonyms: 
niḥ — uden; māna — falsk prestige; mohāḥ — og illusion; jita — er besejrede; saṅga — ved samhørighed; doṣāḥ — de, hvis fejl; adhyātma — i åndelig viden; nityāḥ — der altid er; vinivṛtta — der er frigjorte; kāmāḥ — fra begær; dvandvaiḥ — fra dualiteterne; vimuktāḥ — der er befriet; sukha-duḥkha — lykke og lidelse; saṁjñaiḥ — kaldet; gacchanti — de opnår; amūḍhāḥ — uforstyrrede; padam — situation; avyayam — evige; tat — denne.
Translation: 
De, der er fri for falsk prestige, illusion og falsk samhørighed, som kender det evige, som har lagt ethvert materielt begær bag sig, som er fri for lykken og lidelsens dualiteter, og som uforstyrrede ved, hvordan man overgiver sig til den Højeste Person, opnår dette evige rige.
Purport: 

FORKLARING: Overgivelsesprocessen beskrives meget fint her. Den første kvalifikation er, at man ikke lader sig forblænde af stolthed. Fordi den betingede sjæl er opblæst og betragter sig selv som herre over den materielle natur, er det meget svært for ham at overgive sig til Guddommens Højeste Personlighed. Man må gennem kultivering af virkelig viden forstå, at man ikke er herre over den materielle natur. Guddommens Højeste Personlighed er Herren. Når man er ude over den illusion, der kommer af stolthed, kan man begynde på overgivelsesprocessen. Det er ikke muligt for den, der altid forventer at blive æret i denne materielle verden, at overgive sig til den Højeste Person. Stolthed skyldes illusion, for skønt man kommer her og kun opholder sig her et kort stykke tid for derefter at gå bort for bestandigt, har man stadig den tåbelige idé, at man er verdens hersker. På den måde komplicerer man alt og har altid problemer. Hele verden kredser omkring denne forestilling. Folk tror, at et stykke jord, denne planet, tilhører menneskesamfundet, og de har delt Jorden mellem sig under det falske indtryk, at det er dem, der ejer den. Man må gøre sig fri af den falske forestilling om, at menneskesamfundet ejer denne verden. Når først man er blevet fri for denne falske opfattelse, bliver man fri for hele den falske samhørighed, der udspringer af familiemæssige, samfundsmæssige og nationale følelser. Disse falske samhørigheder binder én til denne materielle verden. Efter dette stadie skal man udvikle åndelig viden. Man må kultivere viden om, hvad der i virkeligheden er ens eget, og hvad der ikke er ens eget. Og når man har en forståelse af tingene, som de er, bliver man fri for alle dualistiske forestillinger om lykke og lidelse, glæde og smerte osv. Man bliver opfyldt af viden. Da er det muligt at overgive sig til Guddommens Højeste Personlighed.

Bg 15.6

na tad bhāsayate sūryo
na śaśāṅko na pāvakaḥ
yad gatvā na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama
Synonyms: 
na — ikke; tat — den; bhāsayate — oplyser; sūryaḥ — Solen; na — ikke; śaśāṅkaḥ — Månen; na — ej heller; pāvakaḥ — ild, elektricitet; yat — hvor; gatvā — når de er kommet dertil; na — aldrig; nivartante — de vender tilbage; tat dhāma — den bolig; paramam — højeste; mama — Min.
Translation: 
Denne Min højeste bolig oplyses hverken af Solen eller Månen og heller ikke af ild eller elektricitet. De, der når dertil, vender aldrig tilbage til denne materielle verden.
Purport: 

FORKLARING: Her finder vi en beskrivelse af den åndelige verden, Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇas, bolig, der kaldes Kṛṣṇaloka eller Goloka Vṛndāvana. I den åndelige himmel er der hverken brug for solskin, måneskin, ild eller elektricitet, for alle planeterne der er selvlysende. I dette univers har vi kun én planet, Solen, der er selvlysende, men i den åndelige himmel er alle planeterne selvlysende. Stråleglansen fra alle disse planeter, der kaldes Vaikuṇṭhaer, udgør den lysende himmel, der er kendt som brahmajyoti. Stråleglansen udspringer i virkeligheden fra Kṛṣṇas planet, Goloka Vṛndāvana. En del af denne skinnende stråleglans er dækket af mahat-tattva, den materielle verden. Bortset fra dette er størstedelen af denne lysende himmel fuld af åndelige planeter, der kaldes Vaikuṇṭhaer, og blandt dem er Goloka Vṛndāvana den højeste.

Så længe et levende væsen befinder sig i denne mørke materielle verden, lever han et betinget liv, men så snart han kommer til den åndelige himmel ved at skære igennem denne materielle verdens falske, forvrængede træ, er han befriet. På det tidspunkt er der ingen risiko for, at han vender tilbage hertil. I sit betingede liv betragter det levende væsen sig selv som denne materielle verdens hersker, men i sin befriede tilstand træder han ind i det åndelige rige og bliver en af den Højeste Herres ledsagere. Der nyder han evig lyksalighed, evigt liv og fuld viden.

Man bør lade sig fængsle af denne viden. Man bør ønske at overføre sig selv til den her omtalte evige verden og frigøre sig fra denne falske refleksion af virkeligheden. For den, der er alt for knyttet til denne materielle verden, er det meget svært at bryde denne tilknytning, men hvis man engagerer sig i Kṛṣṇa-bevidsthed, er der en mulighed for gradvist at blive utilknyttet. Man skal omgås med hengivne, dvs. dem, der er Kṛṣṇa- bevidste. Man bør opsøge et samfund, der er viet til Kṛṣṇa-bevidsthed, og der lære, hvordan man udøver hengiven tjeneste. På denne måde kan man løsrive sig fra sin tilknytning til den materielle verden. Man kan ikke gøre sig fri af tiltrækningen til den materielle verden blot ved at iføre sig safrangule gevandter. Man er nødt til at knytte sig til Herrens hengivne tjeneste. Derfor må man tage det meget alvorligt, at hengiven tjeneste som beskrevet i kapitel 12 er den eneste vej ud af denne falske repræsentation af det virkelige træ. I kapitel 14 blev besmittelsen fra alle slags processer i den materielle natur beskrevet. Kun hengiven tjeneste kan siges at være helt transcendental.

Her er ordene paramaṁ mama meget vigtige. Selv den fjerneste afkrog tilhører den Højeste Herre, men den åndelige verden er paramam, fuld af seks overdådigheder. Kaṭha Upaniṣad (2.2.15) bekræfter også, at i den åndelige verden er det ikke nødvendigt med solskin, måneskin eller stjerner (na tatra sūryo bhāti na candra-tārakam), for hele den åndelige verden oplyses af den Højeste Herres indre energi. Man kan kun komme til denne højeste bolig gennem overgivelse og på ingen anden måde.

Bg 15.7

mamaivāṁśo jīva-loke
jīva-bhūtaḥ sanātanaḥ
manaḥ-ṣaṣṭhānīndriyāṇi
prakṛti-sthāni karṣati
Synonyms: 
mama — Min; eva — sandelig; aṁśaḥ — den fragmentariske del; jīva- loke — i det betingede livs verden; jīva-bhūtaḥ — det betingede levende væsen; sanātanaḥ — evig; manaḥ — med sindet; ṣaṣṭhāni — som den sjette; indriyāṇi — sanserne; prakṛti — i den materielle natur; sthāni — der befinder sig; karṣati — kæmper hårdt med.
Translation: 
De levende væsener i denne betingede verden er Mine evige fragmentariske dele. Som følge af deres betingede liv kæmper de en hård kamp med de seks sanser, der inkluderer sindet.
Purport: 

FORKLARING: Det levende væsens identitet angives klart og tydeligt i dette vers. Det levende væsen er for evigt en fragmentarisk uadskillelig del af den Højeste Herre. Det er ikke sådan, at han er en individuel person i sit betingede liv og i sin befriede tilstand bliver ét med den Højeste Herre. Han er for evigt fragmentarisk. Det udtrykkes klart her med ordet sanātanaḥ. Ifølge den vediske forståelse manifesterer og udfolder den Højeste Herre Sig i utallige ekspansioner, hvoraf de primære ekspansioner kaldes viṣṇu-tattva, og de sekundære ekspansioner er de levende væsener. Viṣṇu-tattva er med andre ord Herrens personlige ekspansion, og de levende væsener er adskilte ekspansioner. Igennem Sin personlige ekspansion er Han manifesteret i forskellige former som Herren Rāma, Nṛsiṁhadeva, Viṣṇumūrti og alle de herskende Guddomme på Vaikuṇṭha-planeterne. De adskilte ekspansioner, de levende væsener, er tjenere i al evighed. Guddommens Højeste Personligheds personlige ekspansioner, Guddommens individuelle identiteter, er altid til stede. På samme måde har de adskilte ekspansioner i form af de levende væsener deres egne personlige identiteter. Som uadskillelige fragmentariske dele af den Højeste Herre har de levende væsener også fragmentariske dele af Hans egenskaber, blandt hvilke uafhængighed eller frihed er en. Hvert eneste levende væsen har som en individuel sjæl sin personlige individualitet og en ganske lille form for frihed. Ved at misbruge denne frihed bliver man en betinget sjæl, og ved at bruge sin frihed rigtigt er man altid befriet. I begge tilfælde er det levende væsen kvalitativt evigt, ligesom den Højeste Herre er det. I sin befriede tilstand er det levende væsen fri for denne materielt betingede tilstand, og han står under Herrens transcendentale tjeneste. I sit betingede liv bliver han styret af naturens materielle kvaliteter, og han glemmer Herrens transcendentale kærlighedstjeneste. Som følge deraf må det levende væsen kæmpe en hård kamp for at opretholde sin eksistens i den materielle verden.

Alle levende væsener, ikke bare mennesker, hunde og katte, men selv den materielle verdens store herskere som Brahmā, Śiva og endda Viṣṇu, er alle uadskillelige dele af den Højeste Herre. De er alle evige og ikke kun midlertidige manifestationer. Ordet karṣati (“kæmper” eller “brydes med”) er meget betydningsfuldt. Den betingede sjæl er bundet, som var han lænket med jernkæder. Han er bundet af det falske ego, og sindet er den primære kraft, der driver ham fremad i denne materielle eksistens. Når sindet er i godhedens kvalitet, er hans handlinger gode; når sindet er i lidenskabens kvalitet, er hans handlinger problematiske; og når sindet eksisterer i uvidenhedens kvalitet, færdes han i de lavere livsformer. Af dette vers fremgår det imidlertid klart, at den betingede sjæl er dækket af den materielle krop med de dertil hørende sind og sanser, og når han bliver befriet, forsvinder denne materielle tildækning, og hans åndelige krop manifesterer sig i sin individuelle kapacitet. Ifølge Mādhyandināyana-śruti: sa vā eṣa brahma-niṣṭha idaṁ śarīraṁ martyam atisṛjya brahmābhisampadya brahmaṇā paśyati brahmaṇā śṛṇoti brahmaṇaivedaṁ sarvam anubhavati. Her står der, at når et levende væsen opgiver denne materielle legemliggørelse og kommer til den åndelige verden, genopliver han sin åndelige krop, og i sin åndelige krop kan han se Guddommens Højeste Personlighed ansigt til ansigt. Han kan høre og tale med Ham ansigt til ansigt, og han kan forstå den Højeste Personlighed, som Han er. Dette fremgår også af smṛti (ŚB. 3.15.14), vasanti yatra puruṣāḥ, sarve vaikuṇṭha-mūrtayaḥ. På de åndelige planeter har alle kroppe, der ser ud ligesom Guddommens Højeste Personligheds krop. Når det kommer til kropslig struktur, er der ingen forskel imellem de uadskillelige dele (de levende væsener) og viṣṇu-mūrti-ekspansionerne. Ved sin udfrielse får det levende væsen med andre ord en åndelig krop ved Guddommens Højeste Personligheds barmhjertighed.

Ordene mamaivāṁśaḥ (“uadskillelige fragmentariske dele af den Højeste Herre”) er også vigtige. Den Højeste Herres fragmentariske del skal ikke forstås som en afbrækket materiel del. I kapitel 2 blev det allerede gjort klart, at sjælen ikke kan skæres i stykker. Dette fragment må ikke forstås materielt. Det er ikke som materie, der kan skæres i stykker og sættes sammen igen. Den opfattelse gælder ikke her på grund af anvendelsen af sanskritordet sanātanaḥ (“evig”). Den fragmentariske del er evig. Der står også i begyndelsen af kapitel 2 (vers 13), at den Højeste Herres fragmentariske del findes i hver eneste individuel krop (dehino ’smin yathā dehe). Når denne fragmentariske del befries fra den kropslige forvikling, genopliver han sin oprindelige åndelige krop i den åndelige verden på en åndelig planet og nyder omgang med den Højeste Herre. Her er det imidlertid underforstået, at det levende væsen som et uadskilleligt fragment af den Højeste Herre er kvalitativt ét med Herren, ligesom stykker af guld også er guld.

Bg 15.8

śarīraṁ yad avāpnoti
yac cāpy utkrāmatīśvaraḥ
gṛhītvaitāni saṁyāti
vāyur gandhān ivāśayāt
Synonyms: 
śarīram — kroppen; yat — som; avāpnoti — han får; yat — som; ca api — også; utkrāmati — forlader; īśvaraḥ — kroppens herre; gṛhītvā — efter at have antaget; etāni — alle disse; saṁyāti — han går bort; vāyuḥ — luften; gandhān — dufte; iva — ligesom; āśayāt — fra deres kilde (blomsten).
Translation: 
Det levende væsen i den materielle verden bærer sine forskellige livsopfattelser med sig fra den ene krop til den næste, ligesom vinden bærer dufte. Derfor antager han én slags krop og opgiver den igen for derefter at få en anden.
Purport: 

FORKLARING: Her bliver det levende væsen beskrevet som īśvaraḥ eller herre over sin egen krop. Hvis han vil, kan han bytte sin krop til en af højere rang, og han kan også få en krop af lavere rang, hvis det er det, han vil. Den smule frihed har han. Den forandring, hans krop gennemgår, afhænger af ham. På dødstidspunktet fører den bevidsthed, han har skabt, ham til den næste slags krop. Hvis han har udviklet sin bevidsthed som en hund eller en kats bevidsthed, kan han være helt sikker på at skifte til en hunde- eller kattekrop. Hvis han har fokuseret sin bevidsthed på guddommelige kvaliteter, skifter han til en halvguds form. Og hvis han er Kṛṣṇa-bevidst, bliver han overført til Kṛṣṇaloka i den åndelige verden for der at omgås med Kṛṣṇa. Det er ikke sandt, at efter kroppens tilintetgørelse er alt slut. Den individuelle sjæl vandrer fra den ene krop til den anden, og hans nuværende krop og handlinger danner baggrunden for hans næste krop. Man får en ny krop ifølge sin karma, og når tiden er inde, må man forlade sin krop. Her står der, at den subtile krop, der bærer forestillingen om den næste krop, udvikler en ny krop i næste liv. Denne sjælevandringsproces fra krop til krop og den kamp, man kæmper, mens man er i kroppen, kaldes karṣati, kampen for tilværelsen.

Bg 15.9

śrotraṁ cakṣuḥ sparśanaṁ ca
rasanaṁ ghrāṇam eva ca
adhiṣṭhāya manaś cāyaṁ
viṣayān upasevate
Synonyms: 
śrotram — ører; cakṣuḥ — øjne; sparśanam — følesans; ca — også; rasanam — tunge; ghrāṇam — lugtesans; eva — også; ca — og; adhiṣṭhāya — idet han befinder sig over; manaḥ — sindet; ca — også; ayam — han; viṣayān — sanseobjekterne; upasevate — nyder.
Translation: 
Det levende væsen, der således bliver tildelt en ny grov krop, erhverver sig en bestemt slags øre, øje, tunge, næse og følesans, der grupperer sig omkring sindet. På den måde nyder han en særlig samling sanseobjekter.
Purport: 

FORKLARING: Hvis det levende væsen med andre ord blander sin bevidsthed med hunde og kattes karaktertræk, får han i næste liv en krop som hund eller kat og nyder derefter. Bevidsthed er oprindelig ren, ligesom vand. Men hvis vi blander vand med en bestemt farve, forandrer det sig. På samme måde er bevidsthed ren, for den åndelige sjæl er ren, men bevidstheden bliver ændret i forhold til omgangen med de materielle kvaliteter. Naturlig bevidsthed er Kṛṣṇa-bevidsthed. Når man derfor befinder sig i Kṛṣṇa-bevidsthed, er man situeret i sit rene liv. Men hvis ens bevidsthed opblandes med en eller anden form for materiel mentalitet, får man en tilsvarende krop i næste liv. Man får ikke nødvendigvis en menneskekrop igen. Man kan få en kats krop, en hunds, et svins, en halvguds eller en af de mange andre formers kroppe, for der findes 8.400.000 livsformer.

Bg 15.10

utkrāmantaṁ sthitaṁ vāpi
bhuñjānaṁ vā guṇānvitam
vimūḍhā nānupaśyanti
paśyanti jñāna-cakṣuṣaḥ
Synonyms: 
utkrāmantam — idet han forlader sin krop; sthitam — idet han er situeret i kroppen; api — enten; bhuñjānam — idet han nyder; — eller; guṇa-anvitam — under fortryllelse af den materielle naturs kvaliteter; vimūḍhāḥ — tåbelige personer; na — aldrig; anupaśyanti — kan se; paśyanti — kan se; jñāna-cakṣuṣaḥ — de, der har kundskabens øjne.
Translation: 
De tåbelige kan ikke forstå, hvordan et levende væsen kan forlade sin krop, og de kan heller ikke forstå, hvilken slags krop han nyder under fortryllelse af naturens kvaliteter. Men den, hvis øjne er trænet i viden, kan se alt dette.
Purport: 

FORKLARING: Ordet jñāna-cakṣuṣaḥ er meget betydningsfuldt. Uden kundskab kan man ikke forstå, hvordan et levende væsen forlader sin nuværende krop, hvilken slags krop han får i næste liv, eller tilmed hvorfor han lever i en bestemt slags krop. Dette kræver megen viden, der må læres fra Bhagavad-gītā og lignende litteratur, som man hører fra en ægte åndelig mester. Den, der er oplært til at se alle disse ting, er heldig. Alle levende væsener forlader deres kroppe under bestemte omstændigheder, de lever under bestemte omstændigheder, og de nyder under bestemte omstændigheder under den materielle naturs fortryllelse. Som følge deraf lider de forskellige former for lykke og lidelse under illusionen om sansenydelse. De, der bestandigt bedrages af lyst og begær, mister enhver evne til at forstå, hvordan de skifter krop, og hvordan de befinder sig i en bestemt krop. De kan simpelthen ikke begribe det. De, der har udviklet åndelig viden, kan imidlertid se, at ånden er forskellig fra kroppen og udskifter sin krop og nyder på forskellige måder. En person med en sådan viden kan forstå, hvordan det betingede levende væsen lider i denne materielle eksistens. De, der er højt udviklede i Kṛṣṇa- bevidsthed, gør derfor deres bedste for at videregive denne kundskab til folk i almindelighed, for deres betingede liv er et meget stort problem. De burde komme ud af det, blive Kṛṣṇa-bevidste og befri sig selv, så de kan blive overført til den åndelige verden.

Bg 15.11

yatanto yoginaś cainaṁ
paśyanty ātmany avasthitam
yatanto ’py akṛtātmāno
nainaṁ paśyanty acetasaḥ
Synonyms: 
yatantaḥ — stræbende; yoginaḥ — transcendentalister; ca — også; enam — denne (sjæl); paśyanti — de kan se; ātmani — i selvet; avasthitam — situeret; yatantaḥ — stræbende; api — skønt; akṛta-ātmānaḥ — de, som ikke er selvrealiserede; na — ikke; enam — denne (sjæl); paśyanti — ser; acetasaḥ — de, hvis sind er uudviklede.
Translation: 
Den stræbende transcendentalist, der er situeret i selverkendelse, kan se alt dette klart. Men de, hvis sind ikke er udviklede, og som ikke er forankrede i selverkendelse, kan ikke se, hvad der foregår, selv om de forsøger.
Purport: 

FORKLARING: Der findes mange transcendentalister på vejen til åndelig selverkendelse, men den, der ikke er situeret i selverkendelse, kan ikke se, hvordan tingene forandrer sig i det levende væsens krop. I denne forbindelse er ordet yoginaḥ betydningsfuldt. I vore dage er der mange såkaldte yogīer, og der er mange såkaldte yoga-selskaber, men i virkeligheden er de blinde, når det kommer til selverkendelse. De er blot knyttede til nogle gymnastiske øvelser og er tilfredse, hvis kroppen er sund og velbygget. Derudover har de ingen viden. De kaldes yatanto ’py akṛtātmānaḥ. Selv om de forsøger sig inden for et såkaldt yoga-system, er de ikke selvrealiserede. Sådanne mennesker kan ikke forstå sjælevandringsprocessen. Kun de, der udøver virkelig yoga og har erkendt selvet, verden og den Højeste Herre – med andre ord de Kṛṣṇa-bevidste bhakti-yogīer, der er engageret i ren hengiven tjeneste – kan forstå, hvad der foregår.

Bg 15.12

yad āditya-gataṁ tejo
jagad bhāsayate ’khilam
yac candramasi yac cāgnau
tat tejo viddhi māmakam
Synonyms: 
yat — den, som; āditya-gatam — i solskinnet; tejaḥ — stråleglans; jagat — hele verden; bhāsayate — oplyser; akhilam — helt; yat — den, som; candramasi — i Månen; yat — den, som; ca — også; agnau — i ilden; tat — den; tejaḥ — stråleglans; viddhi — forstå; māmakam — fra Mig.
Translation: 
Solens stråleglans, der forjager mørket i hele denne verden, kommer fra Mig. Og Månens stråleglans og ildens glans kommer også fra Mig.
Purport: 

FORKLARING: De uintelligente kan ikke forstå, hvad der foregår. Men ved at forstå, hvad Herren forklarer her, kan man begynde at blive situeret i viden. Alle ser Solen, Månen, ilden og elektriciteten. Man skal blot forsøge at forstå, at Solens stråleglans, Månens stråleglans og stråleglansen fra elektricitet eller ild kommer fra Guddommens Højeste Personlighed. I en sådan livsopfattelse, der er begyndelsen til Kṛṣṇa- bevidsthed, er der meget fremskridt at hente for den betingede sjæl i denne materielle verden. De levende væsener er i bund og grund uadskillelige dele af den Højeste Herre, og her antyder Han, hvordan de kan komme hjem, tilbage til Guddommen.

Vi lærer fra dette vers, at Solen oplyser hele solsystemet. Der findes forskellige universer og solsystemer, og der er forskellige sole, måner og planeter, men i hvert enkelt univers er der kun én sol. Som der står i Bhagavad-gītā (10.21), er Månen en af stjernerne (nakṣatrāṇām ahaṁ śaśī). Sollyset kommer fra den åndelige stråleglans i den Højeste Herres åndelige himmel. Når Solen står op, begynder menneskene deres aktiviteter. De tænder ild for at lave mad, de tænder ild for at sætte gang i deres fabrikker osv. Der er mange ting, der gøres ved hjælp af ild. Solskin, ild og månelys giver derfor de levende væsener mange glæder. Uden deres hjælp kan ingen levende væsener overleve. Så hvis man kan forstå, at lyset og stråleglansen fra Solen, Månen og ilden kommer fra Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, kan ens Kṛṣṇa-bevidsthed begynde.

Måneskinnet nærer alle grøntsager. Måneskinnet er så behageligt, at folk let kan forstå, at de lever i kraft af Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇas, nåde. Uden Hans nåde var der ingen sol, uden Hans nåde var der ingen måne, uden Hans nåde var der ingen ild, og uden hjælp fra sol, måne og ild kan ingen leve. Dette er nogle tanker, der kan anspore til Kṛṣṇa-bevidsthed i den betingede sjæl.

Bg 15.13

gām āviśya ca bhūtāni
dhārayāmy aham ojasā
puṣṇāmi cauṣadhīḥ sarvāḥ
somo bhūtvā rasātmakaḥ
Synonyms: 
gām — planeterne; āviśya — idet Jeg træder ind i; ca — også; bhūtāni — de levende væsener; dhārayāmi — opretholder; aham — Jeg; ojasā — gennem Min kraft; puṣṇāmi — Jeg nærer; ca — og; auṣadhīḥ — grøntsager; sarvāḥ — alle; somaḥ — Månen; bhūtvā — idet Jeg bliver; rasa-ātmakaḥ — der giver saften.
Translation: 
Jeg træder ind i alle planeter, og gennem Min kraft forbliver de i deres baner. Jeg bliver Månen og tilfører derved alle grøntsager deres livssaft.
Purport: 

FORKLARING: Her fremgår det, at alle planeterne holdes svævende i rummet udelukkende ved Herrens kraft. Herren træder ind i hvert eneste atom, hver eneste planet og hvert eneste levende væsen. Dette bliver diskuteret i Brahma-saṁhitā (5.35), hvor der står, at en af Guddommens Højeste Personligheds fuldstændige dele, Paramātmā, træder ind i planeterne, universet, det levende væsen og tilmed ind i atomet. Så på grund af Hans indtræden bliver alt manifesteret, som det skal. Når den åndelige sjæl er til stede, kan et levende menneske flyde på vandet, men når livsgnisten er ude af kroppen, og kroppen er død, synker kroppen til bunds. Når den går i opløsning, flyder den selvfølgelig ovenpå ligesom strå og andre ting, men i det øjeblik, et menneske dør, synker det til bunds i vandet. På tilsvarende vis flyder alle disse planeter i rummet, fordi Guddommens Højeste Personligheds kraft er blevet indgydt i dem. Hans kraft holder alle planeterne oppe som en håndfuld støv. Hvis man holder en håndfuld støv i hånden, kan det ikke falde ned, men hvis det bliver kastet op i luften, falder det ned. På samme måde holdes alle planeterne, der flyder i luften, i virkeligheden i næven på den Højeste Herres universelle form. Det er gennem Hans kraft og energi, at alt bevægeligt og ubevægeligt bliver på deres plads. I de vediske hymner står der, at på grund af Guddommens Højeste Personlighed skinner Solen, og planeterne bevæger sig stabilt i deres baner. Var det ikke for Ham, ville alle planeterne blive spredt som støv i luften og forgå. På samme måde er det på grund af Guddommens Højeste Personlighed, at Månen nærer alle grøntsager. På grund af Månens indflydelse bliver grøntsager velsmagende. Uden måneskin kan grøntsager hverken gro eller smage saftigt. Menneskesamfundet arbejder, lever komfortabelt og nyder god mad, fordi disse ting bliver givet af den Højeste Herre. Ellers kunne menneskeheden ikke overleve. Ordet rasātmakaḥ er meget betydningsfuldt. Alt bliver velsmagende ved den Højeste Herres arrangement igennem Månens indflydelse.

Bg 15.14

ahaṁ vaiśvānaro bhūtvā
prāṇināṁ deham āśritaḥ
prāṇāpāna-samāyuktaḥ
pacāmy annaṁ catur-vidham
Synonyms: 
aham — Jeg; vaiśvānaraḥ — Min fuldstændige del som fordøjelsesilden; bhūtvā — idet jeg bliver; prāṇinām — af alle levende væsener; deham — i kroppen; āśritaḥ — situeret; prāṇa — den udadgående luft; apāna — den nedadgående luft; samāyuktaḥ — holder i balance; pacāmi — Jeg fordøjer; annam — føde; catuḥ-vidham — de fire slags.
Translation: 
Jeg er fordøjelsesilden i alle levende væseners kroppe, og Jeg slutter Mig til den udadgående og indadgående livsluft for at fordøje de fire slags føde.
Purport: 

FORKLARING: Ifølge āyurvedisk śāstra er der i maven en ild, der fordøjer al mad, der kommer ned i maven. Når ilden ikke brænder, føler man ingen sult, og når ilden er i orden, bliver vi sultne. Nogle gange, hvis der ikke er ordentlig gang i ilden, er det nødvendigt med behandling. Under alle omstændigheder repræsenterer denne ild Guddommens Højeste Personlighed. Vediske mantraer (Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad 5.9.1) bekræfter også, at den Højeste Herre eller Brahman befinder Sig i maven i form af ild og fordøjer alle former for mad (ayam agnir vaiśvānaro yo ’yam antaḥ puruṣe yenedam annaṁ pacyate). Eftersom Han således hjælper til med fordøjelsen af alle former for mad, er det levende væsen ikke uafhængigt, når det kommer til at spise. Medmindre den Højeste Herre hjælper ham med at fordøje, kan han ikke spise. Således både frembringer og fordøjer Han maden, og ved Hans nåde nyder vi livet. Dette bekræftes også i Vedānta-sūtra (1.2.27) med ordene śabdādibhyo ’ntaḥ pratiṣṭhānāc ca: Herren befinder Sig i lyden og i kroppen, i luften og selv i maven som fordøjelseskraften. Der er fire slags mad. Noget drikkes, noget tygges, noget slikkes op, og noget suges op, og Han er fordøjelseskraften for dem alle.

Bg 15.15

sarvasya cāhaṁ hṛdi sanniviṣṭo
mattaḥ smṛtir jñānam apohanaṁ ca
vedaiś ca sarvair aham eva vedyo
vedānta-kṛd veda-vid eva cāham
Synonyms: 
sarvasya — af alle levende væsener; ca — og; aham — Jeg; hṛdi — i hjertet; sanniviṣṭaḥ — situeret; mattaḥ — fra Mig; smṛtiḥ — hukommelse; jñānam — viden; apohanam — glemsel; ca — og; vedaiḥ — gennem Vedaerne; ca — også; sarvaiḥ — alle; aham — Jeg; eva — afgjort; vedyaḥ — skal forstås; vedānta-kṛt — Vedāntas forfatter; veda-vit — den, som kender Vedaerne; eva — afgjort; ca — og; aham — Jeg.
Translation: 
Jeg sidder i enhvers hjerte, og fra Mig kommer hukommelse, viden og forglemmelse. Formålet med alle Vedaerne er at kende Mig. Ja, Jeg er Vedāntas forfatter, og Jeg er den, der kender Vedaerne.
Purport: 

FORKLARING: Den Højeste Herre befinder Sig i enhvers hjerte som Paramātmā, og det er Ham, der igangsætter alle aktiviteter. Det levende væsen glemmer alt om sit tidligere liv, men tvinges til at handle på vejledningen fra den Højeste Herre, der bevidner alle hans handlinger. Det levende væsen påbegynder derfor sit arbejde i overensstemmelse med sine tidligere handlinger. Han bliver givet den nødvendige viden, han får hukommelse, og han glemmer også sit tidligere liv. Herren er således ikke bare altgennemtrængende, men befinder sig også lokalt i hvert individuelt hjerte. Han tildeler de forskellige frugtstræbende resultater. Han er ikke kun tilbedelsesværdig som den upersonlige Brahman, Guddommens Højeste Personlighed og den lokaliserede Paramātmā, men også som inkarnationen af Vedaerne. Vedaerne giver folk de rette anvisninger, så de kan forme deres liv på den rigtige måde og vende hjem, tilbage til Guddommen. Vedaerne indeholder viden om Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, og Kṛṣṇa i Sin inkarnation som Vyāsadeva er Vedānta-sūtras forfatter. Vyāsadevas kommentar til Vedānta-sūtra i form af Śrīmad-Bhāgavatam giver den virkelige forståelse af Vedānta- sūtra. Den Højeste Herre er så fuldstændig, at Han for at udfri den betingede sjæl giver ham mad og fordøjer den for ham, bevidner hans handlinger, giver ham viden i form af Vedaerne og underviser ham i Bhagavad-gītā som Guddommens Højeste Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Han er tilbedelsesværdig for den betingede sjæl. Gud er således fuldstændig god. Gud er fuldstændig barmhjertig.

Antaḥ-praviṣṭaḥ śāstā janānām (Taittirīya Āraṇyaka Upaniṣad 3.11.1). Det levende væsen glemmer, så snart han forlader sin nuværende krop, men han begynder sit arbejde på ny på den Højeste Herres tilskyndelse. Selv om han glemmer, giver Herren ham intelligensen til at genoptage sit arbejde, hvor han slap i sidste liv. Så ikke alene nyder eller lider et levende væsen i denne verden på diktat af den Højeste Herre, der befinder sig lokalt i hjertet, men han får også muligheden for at forstå Vedaerne fra Ham. Hvis man er alvorlig med hensyn til at forstå den vediske viden, giver Kṛṣṇa den fornødne intelligens. Hvorfor giver Han den vediske viden til vores forståelse? Det gør Han, fordi alle levende væsener hver især har brug for at forstå Kṛṣṇa. Dette bliver bekræftet i de vediske skrifter (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 2.27): yo ’sau sarvair vedair gīyate. I hele den vediske litteratur lige fra de fire Vedaer til Vedānta-sūtra, Upaniṣaderne og Purāṇaerne prises den Højeste Herres herligheder. Man kan opnå Ham ved at udføre de vediske ritualer, diskutere den vediske filosofi og tilbede Herren i hengiven tjeneste. Formålet med Vedaerne er således at forstå Kṛṣṇa. Vedaerne vejleder os i, hvordan vi kan forstå Kṛṣṇa, og måden, hvorpå vi kan erkende Ham. Guddommens Højeste Personlighed er det højeste mål. Dette bliver bekræftet i Vedānta-sūtra (1.1.4) med ordene tat tu samanvayāt. Man kan opnå fuldkommenhed i tre stadier. Ved at forstå de vediske skrifter kan man forstå sit forhold til Guddommens Højeste Personlighed, ved at følge de forskellige processer kan man nærme sig Ham, og til sidst kan man opnå det endelige mål, der er ingen anden end Guddommens Højeste Personlighed. I dette vers bliver Vedaernes formål, forståelsen af Vedaerne og Vedaernes mål klart defineret.

Bg 15.16

dvāv imau puruṣau loke
kṣaraś cākṣara eva ca
kṣaraḥ sarvāṇi bhūtāni
kūṭa-stho ’kṣara ucyate
Synonyms: 
dvau — to; imau — disse; puruṣau — levende væsener; loke — i verden; kṣaraḥ — fejlbarlig; ca — og; akṣaraḥ — ufejlbarlig; eva — afgjort; ca — og; kṣaraḥ — fejlbarlig; sarvāṇi — alle; bhūtāni — levende væsener; kūṭa-sthaḥ — i enhed; akṣaraḥ — ufejlbarlig; ucyate — kaldes.
Translation: 
Der findes to slags levende væsener, de fejlbarlige og de ufejlbarlige. I den materielle verden er alle levende væsener fejlbarlige, og i den åndelige verden kaldes de alle ufejlbarlige.
Purport: 

FORKLARING: Som allerede forklaret forfattede Herren Vedānta-sūtra i Sin inkarnation som Vyāsadeva. Her giver Herren en sammenfatning af Vedānta-sūtras indhold. Han fortæller, at de utallige levende væsener kan inddeles i to kategorier – de fejlbarlige og de ufejlbarlige. De levende væsener er for evigt separate, uadskillelige dele af Guddommens Højeste Personlighed. Når de er i forbindelse med den materielle verden, kaldes de jīva-bhūta, og sanskritordene kṣaraḥ sarvāṇi bhūtāni, der bruges her, angiver, at de er fejlbarlige. På den anden side kaldes de, der er i harmoni eller enhed med Guddommens Højeste Personlighed, for ufejlbarlige. Enhed betyder ikke, at de ingen individualitet har, men at der ingen splittelse er imellem dem. Alle er de indforstået med skabelsens formål. Der er selvfølgelig ingen skabelse i den åndelige verden, men eftersom Guddommens Højeste Personlighed som erklæret i Vedānta- sūtra er kilden til alle udstrømninger, bliver det formuleret sådan.

Ifølge Guddommens Højeste Personlighed, Herren Kṛṣṇa, findes der to klasser af levende væsener. Vedaerne dokumenterer dette, så det er helt sikkert. De levende væsener, der kæmper i denne verden med deres sind og fem sanser, har materielle kroppe, der forandrer sig. Så længe et levende væsen er betinget, forandrer hans krop sig på grund af kontakten med materie. Materie forandrer sig, så derfor ser det levende væsen ud til at forandre sig. Men i den åndelige verden består kroppen ikke af materie. Derfor er der ingen forandringer der. I den materielle verden gennemgår det levende væsen seks forandringer: Det bliver født, det vokser, det forbliver i nogen tid, det formerer sig, derefter sygner det hen, og til sidst dør det. Disse er den materielle krops forandringer. Men i den åndelige verden forandrer kroppen sig ikke. Der er ingen alderdom, der er ingen fødsel, der er ingen død. Alt eksisterer i enhed der. Kṣaraḥ sarvāṇi bhūtāni: Alle levende væsener, der er kommet i kontakt med materie, lige fra Brahmā, det første skabte levende væsen, ned til den mindste myre, skifter deres kroppe. Derfor er de alle fejlbarlige. Men i den åndelige verden er de altid befriede i enhed og harmoni.

Bg 15.17

uttamaḥ puruṣas tv anyaḥ
paramātmety udāhṛtaḥ
yo loka-trayam āviśya
bibharty avyaya īśvaraḥ
Synonyms: 
uttamaḥ — den bedste; puruṣaḥ — personlighed; tu — men; anyaḥ — en anden; parama-ātmā — det Højeste Selv; iti — således; udāhṛtaḥ — kaldes; yaḥ — som; loka — universets; trayam — tre regioner; āviśya — efter at være trådt ind i; bibharti — opretholder; avyayaḥ — den uudtømmelige; īśvaraḥ — Herren.
Translation: 
Foruden disse to er der den største levende personlighed, den Højeste Sjæl, den uforgængelige Herre Selv, der er trådt ind i de tre verdener og opretholder dem.
Purport: 

FORKLARING: Idéen med dette vers bliver udtrykt meget præcist i Kaṭha Upaniṣad (2.2.13) og Śvetāśvatara Upaniṣad (6.13). Der erklæres det klart og tydeligt, at over de utallige levende væsener, hvoraf nogle er betingede og andre befriede, er der den Højeste Personlighed, der er Paramātmā. Verset fra Upaniṣaderne lyder: nityo nityānāṁ cetanaś cetanānām. Betydningen er, at blandt alle de levende væsener, betingede såvel som befriede, er der én højeste levende personlighed, Guddommens Højeste Personlighed, der opretholder dem og giver dem enhver facilitet til at nyde, som de fortjener det i forhold til deres forskellige handlinger. Denne Guddommens Højeste Personlighed befinder sig i enhvers hjerte som Paramātmā. Kun det vise menneske, der kan forstå Ham, er kvalificeret til at opnå fuldkommen fred, ikke andre.

Bg 15.18

yasmāt kṣaram atīto ’ham
akṣarād api cottamaḥ
ato ’smi loke vede ca
prathitaḥ puruṣottamaḥ
Synonyms: 
yasmāt — fordi; kṣaram — til den fejlbarlige; atītaḥ — transcendental; aham — Jeg er; akṣarāt — hinsides den ufejlbarlige; api — også; ca — og; uttamaḥ — den bedste; ataḥ — derfor; asmi — Jeg bliver; loke — i verden; vede — i den vediske litteratur; ca — og; prathitaḥ — berømmet; puruṣa-uttamaḥ — som den Højeste Personlighed.
Translation: 
Eftersom Jeg er transcendental og hævet over både de fejlbarlige og de ufejlbarlige, og fordi Jeg er den største, prises Jeg både i verden og i Vedaerne som denne Højeste Person.
Purport: 

FORKLARING: Ingen, hverken den betingede sjæl eller den befriede sjæl, kan overgå Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. Han er derfor den største af alle personligheder. Her fremgår det klart, at både de levende væsener og Guddommens Højeste Personlighed er individuelle personer. Forskellen er, at de levende væsener i hverken deres betingede eller befriede tilstand kvantitativt kan overgå Guddommens Højeste Personligheds ufattelige kræfter. Det er derfor forkert at tro, at den Højeste Herre og de levende væsener er på samme niveau eller jævnbyrdige i enhver henseende. Der er altid spørgsmålet om overordnet og underordnet, når det kommer til forholdet imellem deres personligheder. Ordet uttamaḥ er meget vigtigt. Ingen kan overgå Guddommens Højeste Personlighed.

Ordet loke betyder “i pauruṣeya-āgama (smṛti-skrifterne)”. Som det bliver bekræftet i Nirukti-ordbogen, lokyate vedārtho ’nena: “Vedaernes formål forklares i smṛti-skrifterne.”

Også i selve Vedaerne bliver den Højeste Herre i Hans lokaliserede aspekt som Paramātmā beskrevet. Følgende vers findes i Vedaerne (Chāndogya Upaniṣad 8.12.3): eṣa samprasādo ’smāc charīrāt samutthāya paraṁ jyotī-rūpaṁ sampadya svena rūpeṇābhiniṣpadyate sa uttamaḥ puruṣaḥ. “Når Oversjælen forlader kroppen, træder Han ind i den upersonlige brahmajyoti for derefter i Sin form at forblive i Sin åndelige identitet. Denne Højeste kaldes den Højeste Personlighed.” Dette betyder, at den Højeste Personlighed manifesterer og spreder Sin åndelige stråleglans, der er det oprindelige lys. Denne Højeste Personlighed har også et lokaliseret aspekt som Paramātmā. Ved at inkarnere Sig som Satyavatī og Parāśaras søn forklarer Han den vediske kundskab som Vyāsadeva.

Bg 15.19

yo mām evam asammūḍho
jānāti puruṣottamam
sa sarva-vid bhajati māṁ
sarva-bhāvena bhārata
Synonyms: 
yaḥ — enhver, der; mām — Mig; evam — således; asammūḍhaḥ — uden tvivl; jānāti — kender; puruṣa-uttamam — Guddommens Højeste Personlighed; saḥ — han; sarva-vit — kenderen af alting; bhajati — yder hengiven tjeneste; mām — til Mig; sarva-bhāvena — i alle henseender; bhārata — O Bharatas efterkommer.
Translation: 
Den, der uden at tvivle kender Mig som Guddommens Højeste Personlighed, ved alt. Han engagerer sig derfor fuldstændigt i hengiven tjeneste til Mig, O Bharatas efterkommer.
Purport: 

FORKLARING: Der er mange filosofiske spekulationer om de levende væsener og den Højeste Absolutte Sandheds naturlige positioner. Her forklarer Guddommens Højeste Personlighed klart og tydeligt, at alle, der ved, at Kṛṣṇa er den Højeste Person, faktisk ved alt. Den, der kun har ufuldkommen kundskab, fortsætter med blot at spekulere over den Absolutte Sandhed, men den, der har perfekt viden, engagerer sig direkte i Kṛṣṇa-bevidsthed, den Højeste Herres hengivne tjeneste, uden at spilde sin kostbare tid. Denne kendsgerning bliver understreget igen og igen gennem hele Bhagavad-gītā. Ikke desto mindre er der så mange stædige Bhagavad-gītā-kommentatorer, der tror, at den Højeste Absolutte Sandhed og de levende væsener er én og samme ting.

Vedisk viden kaldes śruti, hvilket sigter til at lære ved at lytte. I virkeligheden bør man få det vediske budskab fra autoriteter som Kṛṣṇa og Hans repræsentanter. Her differentierer Kṛṣṇa alt vældigt fint, og man bør høre fra denne kilde. Blot at høre som svin er ikke nok. Man skal kunne forstå, hvad autoriteterne siger. Man må ikke blot spekulere akademisk. Man bør ydmygt høre fra Bhagavad-gītā, at disse levende væsener altid er underordnet Guddommens Højeste Personlighed. Alle, der kan forstå dette, sådan som Guddommens Højeste Personlighed, Śrī Kṛṣṇa, forklarer det, kender Vedaernes formål. Der er ingen andre, der kender Vedaernes formål.

Ordet bhajati er meget vigtigt. Mange steder bliver ordet bhajati brugt i forbindelse med den Højeste Herres tjeneste. Hvis en person er engageret i fuldstændig Kṛṣṇa-bevidsthed, Herrens hengivne tjeneste, er det tegn på, at han har forstået al vedisk viden. I vaiṣṇava-paramparāen forklares det, at hvis man er engageret i Kṛṣṇas hengivne tjeneste, er der ikke brug for nogen anden åndelig metode til at forstå den Højeste Absolutte Sandhed. Man har allerede nået målet, for man er engageret i Herrens hengivne tjeneste. Man har lagt alle de indledende metoder til forståelse bag sig. Men hvis man efter at have spekuleret i hundredvis og tusindvis af liv ikke er kommet til den forståelse, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, og at man må overgive sig til Ham, har alle ens spekulationer i alle de mange år og liv været et nyttesløst tidsspilde.

Bg 15.20

iti guhyatamaṁ śāstram
idam uktaṁ mayānagha
etad buddhvā buddhimān syāt
kṛta-kṛtyaś ca bhārata
Synonyms: 
iti — således; guhya-tamam — det mest fortrolige; śāstram — åbenbarede skrift; idam — dette; uktam — er blevet afsløret; mayā — af Mig; anagha — O du syndfrie; etat — dette; buddhvā — efter at have forstået; buddhi- mān — intelligent; syāt — man bliver; kṛta-kṛtyaḥ — den mest perfekte i sine bestræbelser; ca — og; bhārata — O Bharatas efterkommer.
Translation: 
O du syndfrie, dette er den mest fortrolige del af de vediske skrifter, og den er nu blevet afsløret af Mig. Den, der forstår dette, bliver vis og opnår fuldkommenhed i sine bestræbelser.
Purport: 

FORKLARING: Her forklarer Herren klart, at dette er alle de åbenbarede skrifters essens, som man skal forstå, som den bliver givet af Guddommens Højeste Personlighed. På den måde vil man blive intelligent og perfekt i transcendental kundskab. Med andre ord kan alle blive befriet for enhver besmittelse fra den materielle naturs kvaliteter ved at forstå denne filosofi om Guddommens Højeste Personlighed og engagere sig i Hans transcendentale tjeneste. Hengiven tjeneste er en åndelig forståelsesproces. Hvor som helst der forekommer hengiven tjeneste, kan der ikke samtidigt eksistere materiel besmittelse. Hengiven tjeneste til Herren og Herren selv er én og samme ting, for de er begge åndelige. Hengiven tjeneste finder sted i den Højeste Herres indre energi. Herren sammenlignes med Solen og uvidenhed med mørke. Der, hvor Solen er, kan der ikke være mørke. Hvor der forekommer hengiven tjeneste under den rette vejledning af en ægte åndelig mester, kan der derfor ikke være nogen form for uvidenhed.

Alle bør tage denne bevidsthed om Kṛṣṇa til sig og engagere sig i hengiven tjeneste for at blive intelligente og rene. Ligegyldigt hvor intelligent man anses for at være af folk flest, er man ikke fuldkommen intelligent, medmindre man kommer dertil, hvor man forstår Kṛṣṇa og engagerer sig i hengiven tjeneste.

At Arjuna bliver tiltalt med ordet anagha, er betydningsfuldt. Anagha eller “O du syndfrie” betyder, at medmindre man er fri for alle syndige reaktioner, er det meget svært at forstå Kṛṣṇa. Man er nødt til at blive fri for enhver forurening, enhver form for syndig handling. Da kan man forstå. Hengiven tjeneste er imidlertid så ren og kraftfuld, at så snart man er engageret i hengiven tjeneste, kommer man automatisk til det syndefrie stadie.

Når man udfører hengiven tjeneste i selskab med rene hengivne i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed, er der visse ting, der helt og holdent må overvindes. Den vigtigste at få bugt med er hjertets svaghed. Det første fald skyldes ønsket om at herske over den materielle natur, hvorved man opgiver den Højeste Herres transcendentale kærlighedstjeneste. Hjertets anden svaghed er, at i takt med, at ens tilbøjelighed til at herske over den materielle natur tiltager, bliver man knyttet til materie og besiddelse af materie. Den materielle tilværelses problemer skyldes disse svagheder i hjertet. I dette kapitels første fem vers bliver det forklaret, hvordan man befrier sig selv for disse svagheder, og resten af kapitlet fra vers 6 til slut diskuterer puruṣottama-yoga.

Således ender Bhaktivedanta-forklaringerne til Śrīmad Bhagavad-gītās 15. kapitel, Puruṣottama-yoga, den Højeste Persons yoga.