New version available here: vedabase.io

Bg 9.8

prakṛtiṁ svām avaṣṭabhya
visṛjāmi punaḥ punaḥ
bhūta-grāmam imaṁ kṛtsnam
avaśaṁ prakṛter vaśāt
Synonyms: 
prakṛtim — materielle natur; svām — Min egen personlige; avaṣṭabhya — efter at være trådt ind i; visṛjāmi — Jeg skaber; punaḥ punaḥ — igen og igen; bhūta-grāmam — alle de kosmiske manifestationer; imam — disse; kṛtsnam — som helhed; avaśam — automatisk; prakṛteḥ — af naturens kraft; vaśāt — under forpligtelse.
Translation: 
Hele den kosmiske orden står under Mig. Ved Min vilje bliver den automatisk manifesteret igen og igen, og ifølge Min vilje bliver den til sidst tilintetgjort.
Purport: 

FORKLARING: Denne materielle verden er udfoldelsen af Guddommens Højeste Personligheds lavere energi, hvilket allerede er blevet forklaret adskillige gange. Ved skabelsen slippes den materielle energi løs som mahat-tattva, som Herren i Sin første puruṣa-inkarnation, Mahā- viṣṇu, træder ind i. Han ligger i Årsagshavet, hvor Han udånder utallige universer og herefter træder ind i hvert af dem som Garbhodakaśāyī Viṣṇu. På den måde bliver hvert univers skabt. Han manifesterer Sig videre som Kṣīrodakaśāyī Viṣṇu, og denne Viṣṇu træder ind i alting, selv i det mikroskopiske atom. Det faktum bliver forklaret her. Han træder ind i alt.

Hvad de levende væsener angår, befrugtes den materielle natur med dem, og de antager forskellige positioner som resultat af deres tidligere handlinger. Således begynder denne materielle verdens aktiviteter igen. De forskellige arter af levende væsener begynder deres aktiviteter fra selve skabelsesøjeblikket af. Det er ikke sådan, at alt har udviklet sig. De forskellige arter bliver skabt samtidigt med universet. Mennesker, dyr, insekter og fugle – alting – bliver skabt samtidigt, for uanset hvilke ønsker, de levende væsener havde ved sidste tilintetgørelse, bliver de igen manifesterede ved den næste skabelse. Her angives det tydeligt med ordet avaśam, at de levende væsener intet har at gøre med denne proces. Den eksistenstilstand, de befandt sig i under sidste skabelse i deres sidste liv, bliver ganske enkelt manifesteret igen, og alt dette sker alene i kraft af Herrens vilje. Dette er Guddommens Højeste Personligheds ufattelige kraft. Og efter at have skabt de forskellige livsformer har Han intet med dem at gøre. Skabelsen finder sted for at tilgodese de forskellige levende væseners tilbøjeligheder, og derfor er Herren ikke involveret i den.