Skip to main content

Bg. 9.12

Tekst

moghāśā mogha-karmāṇo
mogha-jñānā vicetasaḥ
rākṣasīm āsurīṁ caiva
prakṛtiṁ mohinīṁ śritāḥ

Synonyms

mogha-āśāḥ — hvis håb forpurres; mogha-karmāṇaḥ — hvis frugtstræbende aktiviteter forpurres; mogha-jñānāḥ — hvis viden forpurres; vicetasaḥ — forvirrede; rākṣasīm — den dæmoniske; āsurīm — den ateistiske; ca — og; eva — afgjort; prakṛtim — natur; mohinīm — den forvirrende; śritāḥ — søger tilflugt hos.

Translation

De, der er således forvirrede, tiltrækkes af dæmoniske og ateistiske anskuelser. I denne vildledte tilstand forpurres alle deres håb om befrielse, deres frugtstræbende handlinger og deres kultivering af viden.

Purport

FORKLARING: Der er mange hengivne, der anser sig selv for at være i Kṛṣṇa-bevidsthed og hengiven tjeneste, men inderst inde ikke accepterer Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, som den Absolutte Sandhed. De vil aldrig smage frugten af hengiven tjeneste, nemlig at vende tilbage til Guddommen. På samme måde vil de, der er optaget af frugtstræbende fromme handlinger, og som håber på i sidste ende at blive befriet fra denne materielle forvikling, heller aldrig opnå fuldendelse, for de ringeagter Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa. De, der taler nedsættende om Kṛṣṇa, skal med andre ord forstås som værende dæmoniske eller ateistiske. Som beskrevet i Bhagavad-gītās kapitel 7 (vers 15) overgiver sådanne dæmoniske slyngler sig aldrig til Kṛṣṇa. Deres forsøg på at nå frem til den Absolutte Sandhed gennem intellektuelle spekulationer bringer dem derfor til den forkerte konklusion, at det almindelige levende væsen og Kṛṣṇa er én og samme ting. Underlagt en sådan falsk overbevisning tror de, at alle menneskekroppe nu blot er dækket af den materielle natur, og så snart man bliver befriet fra denne materielle krop, er der ingen forskel på Gud og én selv. Den slags forsøg på at blive ét med Kṛṣṇa vil blive forpurret på grund af illusion. En sådan ateistisk og dæmonisk kultivering af åndelig viden er altid omsonst. Det er, hvad der tilkendegives i dette vers. For sådanne personer er kultivering af kundskaben i vediske tekster som Vedānta-sūtra og Upaniṣaderne altid frugtesløs.

Det er således en stor forseelse at anse Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, for at være et almindeligt menneske. De, der gør dette, er afgjort vildledte, for de kan ikke forstå Kṛṣṇas evige form. Der står klart og tydeligt i Bṛhad-viṣṇu-smṛti:

yo vetti bhautikaṁ dehaṁ
kṛṣṇasya paramātmanaḥ
sa sarvasmād bahiṣ-kāryaḥ
śrauta-smārta-vidhānataḥ
mukhaṁ tasyāvalokyāpi
sa-celaṁ snānam ācaret

“Den, der anser Kṛṣṇas krop for at være materiel, bør vises bort fra alle śrutierne og smṛtiernes ritualer og aktiviteter. Og skulle man være så uheldig at se hans angigt, skal man øjeblikkeligt tage bad i Ganges for at rense sig selv for infektionen. Folk bespotter Kṛṣṇa, fordi de er misundelige på Guddommens Højeste Personlighed. Deres skæbne er helt sikkert at blive født gang på gang i ateistiske og dæmoniske livsformer. Deres virkelige kundskab vil for altid være tilsløret af illusion, og gradvist synker de ned til skabelsens mørkeste regioner.”