Bg 6.47

yoginām api sarveṣāṁ
mad-gatenāntar-ātmanā
śraddhāvān bhajate yo māṁ
sa me yuktatamo mataḥ
Synonyms: 
yoginām — af yogīer; api — også; sarveṣām — af alle slags; mat-gatena — idet han underkaster sig Mig og altid tænker på Mig; antaḥ-ātmanā — inde i sig selv; śraddhā-vān — i fuld tro; bhajate — yder transcendental kærlighedstjeneste; yaḥ — den, som; mām — til Mig (den Højeste Herre); saḥ — han; me — af Mig; yukta-tamaḥ — den største yogī; mataḥ — anses.
Translation: 
Og af alle yogīer er den, der med stor tro underkaster sig Mig, tænker på Mig i sit indre og engagerer sig i transcendental kærlighedstjeneste til Mig, mest fortroligt forenet med Mig i yoga og den største af alle. Det er min mening.
Purport: 

FORKLARING: Her er ordet bhajate betydningsfuldt. Ordet bhajate har sin rod i udsagnsordet bhaj, der anvendes, når der er tale om tjeneste. Det danske ord “tilbede” eller “dyrke” kan ikke bruges i samme betydning som bhaj. At dyrke eller tilbede betyder at forgude eller udvise respekt og ære over for den, der er det værdigt. Men tjeneste med kærlighed og tro er især bestemt for Guddommens Højeste Personlighed. Man kan undlade at tilbede et respektabelt menneske eller en halvgud og i den anledning måske blive anset for uhøflig, men man kan ikke undslå sig for at tjene den Højeste Herre uden helt og aldeles at blive fordømt. Hvert eneste levende væsen er en uadskillelig del af Guddommens Højeste Personlighed, og derfor er alle levende væsener af natur bestemt til at tjene den Højeste Herre. Hvis man ikke gør dette, falder man ned. Dette bliver bekræftet i Śrīmad-Bhāgavatam (11.5.3):

ya eṣāṁ puruṣaṁ sākṣād
ātma-prabhavam īśvaram
na bhajaty avajānanti
sthānād bhraṣṭāḥ patanty adhaḥ

“Alle, der ikke tjener den oprindelige Herre og forsømmer deres pligt over for Ham, der er kilden til alle levende væsener, falder med sikkerhed ned fra deres naturlige position.”

I dette vers fra Śrīmad-Bhāgavatam bliver ordet bhajanti også brugt. Derfor kan bhajate kun anvendes i forbindelse med Herren, hvorimod ordet “tilbede” kan bruges om halvguderne eller et hvilket som helst andet almindeligt levende væsen. Ordet avajānanti, der forekommer i dette vers i Śrīmad-bhāgavatam, figurerer også i Bhagavad-gītā (9.11). Avajānanti māṁ mūḍhāḥ: “Kun tåber og slyngler nedgør Guddommens Højeste Personlighed, Herren Kṛṣṇa.” Sådanne fjolser påtager sig at skrive kommentarer til Bhagavad-gītā uden en indstilling af tjeneste til Herren. Følgelig kan de ikke kende forskel på ordet bhajanti og ordet “tilbede”.

Kulminationen på al yoga-udøvelse er bhakti-yoga. Alle andre former for yoga er kun måder at nå til niveauet af bhakti i bhakti-yoga på. Yoga betyder i virkeligheden bhakti-yoga. Alle andre yoga-former er skridt på vejen mod det endelige mål, bhakti-yoga. Fra begyndelsen af karma- yoga til kulminationen i bhakti-yoga er der en lang vej til selverkendelse. Karma-yoga uden frugtstræbende resultater er begyndelsen på denne vej. Når karma-yoga tiltager i viden og forsagelse, kaldes dette stadie jñāna-yoga. Når jñāna-yoga tiltager i meditation på Oversjælen gennem forskellige fysiske metoder, og når sindet er fokuseret på Ham, kaldes det aṣṭāṅga-yoga. Og når man har lagt aṣṭāṅga-yoga bag sig og er nået til kulminationspunktet, Guddommens Højeste Personlighed, kaldes det bhakti-yoga. I virkeligheden er bhakti-yoga det endelige mål, men for nærmere at kunne analysere bhakti-yoga, må man forstå disse andre yogaer. Den progressive yogī befinder sig således på den sande vej mod en evig lykkelig skæbne. Den, der stagnerer på et bestemt punkt og ikke gør videre fremskridt derfra, betegnes ved det pågældende navn: karma- yogī, jñāna-yogī eller dhyāna-yogī, rāja-yogī, haṭha-yogī osv. Hvis man er så heldig at komme til stadiet af bhakti-yoga, må det forstås, at man har lagt alle andre yoga-former bag sig. At blive Kṛṣṇa-bevidst er derfor det højeste stadie af yoga på samme måde, som når vi taler om Himālaya- bjergene, taler vi om verdens højeste bjerge, blandt hvilke den højeste top, Mont Everest, anses for at være kulminationen.

Det er ved det største lykketræf, at man kommer til Kṛṣṇa-bevidsthed på bhakti-yoga-vejen og bliver velsitueret i overensstemmelse med de vediske retningslinier. Den ideelle yogī koncentrerer sin opmærksomhed om Kṛṣṇa, der også kaldes Śyāmasundara, der har den samme smukke farve som en sky, og hvis lotuslignende ansigt er strålende som Solen, hvis klædedragt stråler af juveler, og hvis krop er udsmykket med en blomsterkrans. Hans pragtfulde glans, der kaldes brahmajyoti, oplyser alle retninger. Han inkarnerer Sig i forskellige skikkelser som Rāma, Nṛsiṁha, Varāha og Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, Han nedstiger som menneske i form af Moder Yaśodās søn, og Han kaldes Kṛṣṇa, Govinda og Vāsudeva. Han er det perfekte barn, den perfekte ægtemand, ven og Herre, og Han er fuld af alle overdådigheder og transcendentale egenskaber. Hvis man forbliver helt bevidst om disse Herrens træk, anses man for at være den største yogī.

Som bekræftet i hele den vediske litteratur kan dette stadie af den højeste fuldkommenhed i yoga kun opnås gennem bhakti-yoga:

yasya deve parā bhaktir
yathā deve tathā gurau
tasyaite kathitā hy arthāḥ
prakāśante mahātmanaḥ

“Kun for de store sjæle, der har ubetinget tro på både Herren og den åndelige mester, bliver hele betydningen af den vediske viden automatisk åbenbaret.” (Śvetāśvatara Upaniṣad 6.23)

Bhaktir asya bhajanam, tad ihāmutropādhi-nairāsyenāmuṣmin manaḥ-kalpanam, etad eva ca naiṣkarmyam. “Bhakti betyder hengiven tjeneste til Herren uden noget ønske om materiel vinding i hverken dette liv eller det næste. Blottet for sådanne tilbøjeligheder skal man fuldstændigt absorbere sit sind i den Højeste. Det er formålet med naiṣkarmya.” (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.15)

Dette er nogle af måderne, hvorpå man kan udføre bhakti eller Kṛṣṇa-bevidsthed, yoga-systemets højeste fuldendte stadie.

Således ender Bhaktivedanta-forklaringerne til Śrīmad Bhagavad-gītās 6. kapitel, Dhyāna-yoga.