Bg. 6.35
Tekst
asaṁśayaṁ mahā-bāho
mano durnigrahaṁ calam
abhyāsena tu kaunteya
vairāgyeṇa ca gṛhyate
Synonyms
śrī-bhagavān uvāca — Guddommens Personlighed sagde; asaṁśayam — utvivlsomt; mahā-bāho — O du med de vældige arme; manaḥ — sindet; durnigraham — vanskeligt at tøjle; calam — flakkende; abhyāsena — gennem øvelse; tu — men; kaunteya — O Kuntīs søn; vairāgyeṇa — gennem utilknytning; ca — også; gṛhyate — det kan beherskes således.
Translation
Herren Śrī Kṛṣṇa sagde: O du Kuntīs stærkarmede søn, det er helt sikkert meget svært at tøjle det rastløse sind, men det kan lade sig gøre med den rigtige praksis og med utilknytning.
Purport
FORKLARING: Vanskeligheden ved at beherske det genstridige sind, sådan som det er blevet udtrykt af Arjuna, indrømmes her af Guddommens Personlighed. Men samtidig påpeger Han, at det kan lade sig gøre gennem praksis og utilknytning. Og hvad går denne praksis ud på? I den nuværende tidsalder kan ingen overholde de strenge regler og forskrifter, hvor man slår sig ned på et tilbagetrukket sted, fokuserer sindet på Oversjælen, holder sanserne og sindet tilbage, lever i cølibat, forbliver alene osv. Men ved at praktisere Kṛṣṇa-bevidsthed bliver man engageret i ni slags hengiven tjeneste til Herren. Den allervigtigste af disse hengivne aktiviteter er at høre om Kṛṣṇa. Dette er en meget kraftfuld transcendental metode til at rense sindet for enhver tvivl. Jo mere man hører om Kṛṣṇa, desto mere oplyst og utilknyttet bliver man til alt, der trækker sindet væk fra Kṛṣṇa. Ved at afholde sindet fra aktiviteter, der ikke er viet til Herren, kan man meget let lære vairāgya. Vairāgya betyder at være utilknyttet til materie og engagere sindet i åndelige ting. At opnå upersonlig åndelig utilknytning er sværere end at knytte sindet til Kṛṣṇas aktiviteter. Sidstnævnte er praktisk, for ved at høre om Kṛṣṇa bliver man automatisk knyttet til den Højeste Sjæl. Denne form for tilknytning kaldes pareśānubhava, åndelig tilfredsstillelse. Det er ligesom følelsen af tilfredsstillelse, et sultent menneske oplever for hver bid mad, det indtager. Jo mere man spiser, når man er sulten, desto mere mærker man tilfredshed og føler sig styrket. På samme måde oplever man gennem udførelsen af hengiven tjeneste transcendental tilfredsstillelse i takt med, at sindet bliver utilknyttet til materielle ting. Det er noget i retning af at helbrede en sygdom med dygtig behandling og den rigtige kost. At høre om Kṛṣṇas transcendentale aktiviteter er derfor den kyndige behandling af det gale sind, og at spise mad, der er ofret til Kṛṣṇa, er den rette kost for den lidende patient. Denne behandling er den Kṛṣṇa-bevidste metode.