New version available here: vedabase.io

Bg 4.35

yaj jñātvā na punar moham
evaṁ yāsyasi pāṇḍava
yena bhūtāny aśeṣāṇi
drakṣyasy ātmany atho mayi
Synonyms: 
yat — hvilket; jñātvā — efter at have forstået; na — aldrig; punaḥ — igen; moham — til illusion; evam — således; yāsyasi — du vil gå; pāṇḍava — O Pāṇḍus søn; yena — hvorigennem; bhūtāni — levende væsener; aśeṣāṇi — alle; drakṣyasi — du vil se; ātmani — i den Højeste Sjæl; atha u — eller med andre ord; mayi — i Mig.
Translation: 
Efter at have fået virkelig viden fra en selvrealiseret sjæl vil du aldrig mere falde under for en sådan illusion, for gennem denne viden vil du forstå, at alle levende væsener ikke er andet end dele af den Højeste, eller at de med andre ord er Mine.
Purport: 

FORKLARING: Resultatet af at få viden fra en selvrealiseret sjæl eller den, der kender til tingene, som de er, er at lære, at alle levende væsener er uadskillelige dele af Guddommens Højeste Personlighed, Herren Śrī Kṛṣṇa. Fornemmelsen af en eksistens adskilt fra Kṛṣṇa kaldes māyā (mā – ikke, – dette). Nogle tror, at vi intet har at gøre med Kṛṣṇa, at Kṛṣṇa kun er en stor historisk personlighed, og at det Absolutte er den Upersonlige Brahman. I virkeligheden er den upersonlige Brahman Kṛṣṇas personlige stråleglans, som det fastslås i Bhagavad-gītā. Kṛṣṇa er som Guddommens Højeste Personlighed altings årsag. Der står klart i Brahma-saṁhitā, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, alle årsagers årsag. Selv de mange millioner af inkarnationer er intet andet end Hans forskellige ekspansioner. De levende væsener er ligeledes Kṛṣṇas ekspansioner. Māyāvādī-filosofferne tror fejlagtigt, at Kṛṣṇa mister Sin egen separate eksistens i Sine mange ekspansioner. Den opfattelse er materiel af natur. I den materielle verden har vi erfaring af, at en ting mister sin oprindelige identitet, når den bliver delt op i mindre stykker. Hvad māyāvādī-filosofferne dog ikke forstår, er, at absolut betyder, at én plus én er lig med én, og at én minus én også er lig med én. Sådan er det i den absolutte verden.

Vi er nu dækket af illusion på grund af utilstrækkelig viden om den absolutte videnskab, og derfor tror vi, at vi er forskellige fra Kṛṣṇa. Selv om vi er adskilte dele af Kṛṣṇa, er vi ikke desto mindre ikke forskellige fra Ham. De levende væseners legemlige forskelligheder er māyā eller ikke et virkeligt faktum. Vi er alle til for at tilfredsstille Kṛṣṇa. Udelukkende på grund af māyā troede Arjuna, at hans midlertidige kropslige forhold til hans slægtninge var vigtigere end hans evige åndelige forhold til Kṛṣṇa. Hele Bhagavad-gītās lære sigter mod dette: Et levende væsen kan som Kṛṣṇas evige tjener ikke skilles fra Kṛṣṇa, og hans følelse af at være en identitet, der er forskellig fra Kṛṣṇa, kaldes māyā. De levende væsener har som uadskillelige dele af den Højeste et formål at tjene. Eftersom de fra tidernes morgen har glemt dette formål, befinder de sig i forskellige kroppe som mennesker, dyr, halvguder osv. Sådanne kropslige forskelle opstår, når man glemmer Herrens transcendentale tjeneste. Men når man er engageret i transcendental tjeneste gennem Kṛṣṇa- bevidsthed, bliver man omgående befriet fra denne illusion. En sådan ren kundskab kan man kun få fra den ægte åndelige mester, og derved kan man undgå den vildfarelse, at det levende væsen kan måle sig med Kṛṣṇa. Fuldendt viden er, at den Højeste Sjæl, Kṛṣṇa, er det endelige tilflugtssted for alle levende væsener, og når de levende væsener afskriver dette tilflugtssted, bliver de vildledte af den materielle energi og tror om sig selv, at de har en separat identitet. Under forskellige materielle identiteter glemmer de således Kṛṣṇa. Når sådanne vildledte levende væsener imidlertid bliver situeret i Kṛṣṇa-bevidsthed, må det forstås, at de befinder sig på befrielsens vej, hvilket bliver bekræftet i Śrīmad-Bhāgavatam (2.10.6) med ordene muktir hitvānyathā-rūpaṁ, svarūpeṇa vyavasthitiḥ. Befrielse vil sige at befinde sig i sin naturlige position som Kṛṣṇas evige tjener (Kṛṣṇa-bevidsthed).