Bg. 3.14

FORKLARING: Śrīla Baladeva Vidyābhūṣaṇa, en af Bhagavad-gītās store kommentatorer, skriver: ye indrādy-aṅgatayāvasthitaṁ yajñaṁ sarveśvaraṁ viṣṇum abhyarcya tac-cheṣam aśnanti tena tad-deha-yātrāṁ sampādayanti, te santaḥ sarveśvarasya yajña-puruṣasya bhaktāḥ sarva- kilbiṣair anādi-kāla-vivṛddhair ātmānubhava-pratibandhakair nikhilaiḥ pāpair vimucyante. Den Højeste Herre, der også er kendt som yajña- puruṣa eller den personlige modtager af alle ofringer, er herre over alle halvguderne, der tjener Ham på samme måde, som kroppens forskellige lemmer tjener hele kroppen. Halvguder som Indra, Candra og Varuṇa er beskikkede forvaltere, der administrerer materielle anliggender, og Vedaerne foreskriver offerhandlinger, der skal tilfredsstille disse halvguder, så det vil behage dem at give os tilstrækkelig luft, lys og vand til dyrkning af korn. Når man tilbeder Herren Kṛṣṇa, tilbeder man automatisk også halvguderne, der er Herrens forskellige lemmer. Derfor er der intet særskilt behov for at tilbede halvguderne. Af den grund ofrer Herrens hengivne, der befinder sig i Kṛṣṇa-bevidsthed, deres mad til Kṛṣṇa, før de spiser den, en proces, der giver kroppen mad på en åndelig måde. Ved at gøre dette neutraliserer man ikke blot kroppens tidligere syndige reaktioner, men kroppen bliver også immun over for enhver smitte fra den materielle natur. I tilfælde af en epidemi beskytter en antiseptisk vaccine en person imod en sådan epidemi. Mad, der er ofret til Herren Viṣṇu og derefter indtages af os, gør os på samme måde tilstrækkelig modstandsdygtige over for materiel tiltrækning. Den, der har vænnet sig til en sådan rutine, kaldes Herrens hengivne. En Kṛṣṇa-bevidst person, der kun spiser mad, der er blevet ofret til Kṛṣṇa, kan derfor modvirke alle reaktioner på tidligere materielle infektioner, der forhindrer fremskridt i selverkendelse. Undlader man derimod at gøre dette, vil man fortsætte med at forøge omfanget af syndige handlinger, hvilket forbereder den næste krop til at ligne hunde eller svin, hvor man kan lide for alle sine synder. Den materielle verden er fuld af smitte, og den, der er blevet immun ved at indtage Herrens prasāda (mad, der er ofret til Viṣṇu), bliver frelst fra disse angreb, mens den, der ikke gør dette, vil blive ramt.

Korn og grøntsager er rigtig mad. Mennesket spiser forskellige former for korn, grøntsager, frugter osv., og dyrene spiser det tiloversblevne fra korn og grøntsager, græs, planter osv. Mennesker, der er vant til at spise kød, er ligeledes afhængige af plantevæksten for at kunne spise dyrene. I sidste ende er vi alle afhængige af markens afgrøder, ikke af produktion fra store fabrikker. Afgrøderne på marken afhænger af tilstrækkelig regn fra himlen, og den regn styres af halvguder som Indra, Solen, Månen osv., der alle er Herrens tjenere. Herren kan tilfredsstilles gennem offer. Den, der ikke kan udføre ofringer, vil derfor komme til at mangle – det er naturens lov. Yajña, i særdeleshed saṅkīrtana-yajñaet, der anbefales i denne tidsalder, må således udføres, om ikke andet, så for at redde os fra fødevaremangel.