Skip to main content

Bg. 2.20

Tekst

na jāyate mriyate vā kadācin
nāyaṁ bhūtvā bhavitā vā na bhūyaḥ
ajo nityaḥ śāśvato ’yaṁ purāṇo
na hanyate hanyamāne śarīre

Synonyms

na — aldrig; jāyate — fødes; mriyate — dør; — eller; kadācit — på noget tidspunkt (fortid, nutid eller fremtid); na — aldrig; ayam — denne (sjæl); bhūtvā — efter at være blevet til; bhavitā — vil blive til; — eller; na — ikke; bhūyaḥ — eller bliver til igen; ajaḥ — ufødt; nityaḥ — evig; śāśvataḥ — permanent; ayam — denne; purāṇaḥ — den ældste; na — aldrig; hanyate — han dræbes; hanyamāne — bliver dræbt; śarīre — når kroppen.

Translation

For sjælen findes der aldrig nogensinde hverken fødsel eller død. Han er ikke blevet til, han bliver ikke til, og han vil ikke blive til. Han er ufødt, evig, altid eksisterende og oprindelig. Han dræbes ikke, når kroppen dræbes.

Purport

FORKLARING: Kvalitativt set er den lille atomiske fragmentariske del af den Højeste Ånd ét med den Højeste. Denne lille del gennemgår ingen forandringer, som kroppen gør det. Somme tider kaldes sjælen den konstante eller kūṭa-stha. Kroppen gennemgår seks forvandlinger: Den bliver født fra en moders liv, forbliver et stykke tid, vokser, frembringer biprodukter, sygner gradvist hen og forsvinder til sidst for at blive glemt for altid. Sjælen gennemgår imidlertid ikke sådanne forandringer. Sjælen bliver ikke født, men fordi han antager en materiel krop, fødes kroppen. Sjælen fødes ikke på dette tidspunkt, og sjælen dør ikke. Alt, der bliver født, dør også. Og da der ingen fødsel er for sjælen, har han heller ingen fortid, nutid eller fremtid. Han er evig, altid eksisterende og oprindelig, dvs. på intet tidspunkt i historien blev han til. Det er kun under indtryk af kroppen, at vi forsøger at spore tilbage i historien, hvornår sjælen blev født osv. Sjælen bliver heller ikke på noget tidspunkt gammel ligesom kroppen. Det såkaldte gamle menneske føler sig derfor stadig lige så ung i sinde, som da det var barn eller ung. Kroppens forandringer påvirker ikke sjælen. Sjælen bliver ikke nedbrudt som et træ eller noget andet materielt. Sjælen frembringer heller ingen biprodukter. Kroppens biprodukter i form af børn er også forskellige individuelle sjæle, og på grund af kroppen viser de sig som et bestemt menneskes børn. Kroppen udvikler sig på grund af sjælens tilstedeværelse, men sjælen får hverken børn eller ændrer sig. Derfor er sjælen fri for kroppens seks ændringer.

I Kaṭha Upaniṣad (1.2.18) findes der en lignende passage:

na jāyate mriyate vā vipaścin
nāyaṁ kutaścin na babhūva kaścit
ajo nityaḥ śāśvato ’yaṁ purāṇo
na hanyate hanyamāne śarīre

Indholdet og betydningen af dette vers er det samme som i verset i Bhagavad-gītā, men her i dette vers er der et særligt ord, vipaścit, der betyder lærd eller med viden.

Sjælen er fuld af viden eller altid fuld af bevidsthed. Derfor er bevidsthed symptomet på sjælen. Selv om man ikke kan få øje på sjælen i hjertet, hvor den befinder sig, kan man alligevel forstå, at sjælen er der, slet og ret i kraft af tilstedeværelsen af bevidsthed. På grund af skyer eller andre ting kan man nogle gange ikke se Solen på himlen, men lyset fra Solen er der hele tiden, hvilket overbeviser os om, at det er dag. Lige så snart det lysner tidligt om morgenen, kan vi forstå, at Solen er på himlen. Siden der er en vis bevidsthed i alle kroppe, hvad enten det er dyr eller mennesker, kan vi på samme måde forstå, at der må være en sjæl i dem. Denne bevidsthed fra sjælen er imidlertid forskellig fra den Højestes bevidsthed, for den højeste bevidsthed er alvidende om fortid, nutid og fremtid. Den individuelle sjæls bevidsthed har en tendens til at glemme. Når sjælen glemmer sin virkelige natur, bliver han undervist og oplyst af Kṛṣṇas højere lærdom. Men Kṛṣṇa er ikke som den glemsomme sjæl. Hvis det var tilfældet, ville Kṛṣṇas lære i Bhagavad-gītā være værdiløs.

Der findes to slags sjæle, nemlig den mikroskopiske partikelsjæl (anu- ātmā) og Oversjælen (vibhu-ātmā). Dette bliver også bekræftet i Kaṭha Upaniṣad (1.2.20):

aṇor aṇīyān mahato mahīyān
ātmāsya jantor nihito guhāyām
tam akratuḥ paśyati vīta-śoko
dhātuḥ prasādān mahimānam ātmanaḥ

“Både Oversjælen [Paramātmā] og den atomiske sjæl [jīvātmā] befinder sig i det samme kroppens træ i det samme hjerte på det levende væsen, og kun den, der er blevet fri for alle materielle ønsker og beklagelser, kan ved den Højestes nåde forstå sjælens herligheder.” Kṛṣṇa er også roden til Oversjælen, som det vil blive afsløret i de følgende kapitler, og Arjuna er den atomiske sjæl, der har glemt sin virkelige natur. Han har derfor brug for at blive oplyst af Kṛṣṇa eller af Hans autoriserede repræsentant (den åndelige mester).