Bg. 16.23
Tekst
vartate kāma-kārataḥ
na sa siddhim avāpnoti
na sukhaṁ na parāṁ gatim
Synonyms
yaḥ — enhver, der; śāstra-vidhim — skrifternes reguleringer; utsṛjya — efter at have opgivet; vartate — vedbliver; kāma-kārataḥ — med at handle lunefuldt i lyst; na — aldrig; saḥ — han; siddhim — fuldkommenhed; avāpnoti — opnår; na — aldrig; sukham — lykke; na — aldrig; parām — det højeste; gatim — fuldkomne stade.
Translation
Den, der forkaster skrifternes påbud og handler efter sit eget hoved, opnår hverken fuldkommenhed, lykke eller det højeste mål.
Purport
FORKLARING: Som før nævnt bliver śāstra-vidhi, śāstraernes anvisninger, givet til menneskesamfundets forskellige kaster og ordener. Alle forventes at følge disse regler og forskrifter. Hvis man ikke følger dem, men lunefuldt gør, hvad man har lyst til for at opfylde sit begær, sin grådighed og sine ønsker, bliver ens liv aldrig perfekt. Man kan med andre ord have teoretisk viden om alt dette, men hvis man ikke handler på det i sit eget liv, må man siges at være den laveste blandt mennesker. Et levende væsen i den menneskelige livsform forventes at være intelligent og følge de regler, der er afstukket for at ophøje ens liv til det højeste stade, men hvis man ikke følger dem, fornedrer man sig selv. Men selv om man følger alle regler, forskrifter og moralske principper uden i sidste ende at komme til stadiet af forståelse af den Højeste Herre, er al ens viden til ingen nytte. Og selv hvis man accepterer Guds eksistens, men ikke engagerer sig i Herrens tjeneste, er ens bestræbelse omsonst. Man bør derfor gradvist ophøje sig til niveauet af Kṛṣṇa-bevidsthed og hengiven tjeneste. Det er da og kun da, at man kan opnå det højeste fuldkomne stadie.
Ordet kāma-kārataḥ er meget betydningsfuldt. En person, der bevidst bryder reglerne, handler af lyst. Han ved, at det er forbudt, men gør det alligevel. Dette kaldes at handle lunefuldt. Han ved, hvad han har at gøre, men gør det alligevel ikke. Derfor kaldes han lunefuld. Den slags mennesker er bestemt til at blive fordømt af den Højeste Herre. Sådanne personer kan ikke nå den fuldkommenhed, der er tiltænkt menneskelivet. Menneskelivets formål er især, at man skal rense sin eksistens, og den, der ikke følger reglerne og forskrifterne, kan ikke rense sig selv og heller ikke opnå det virkelige stadie af lykke.