New version available here: vedabase.io

Bg 15.6

na tad bhāsayate sūryo
na śaśāṅko na pāvakaḥ
yad gatvā na nivartante
tad dhāma paramaṁ mama
Synonyms: 
na — ikke; tat — den; bhāsayate — oplyser; sūryaḥ — Solen; na — ikke; śaśāṅkaḥ — Månen; na — ej heller; pāvakaḥ — ild, elektricitet; yat — hvor; gatvā — når de er kommet dertil; na — aldrig; nivartante — de vender tilbage; tat dhāma — den bolig; paramam — højeste; mama — Min.
Translation: 
Denne Min højeste bolig oplyses hverken af Solen eller Månen og heller ikke af ild eller elektricitet. De, der når dertil, vender aldrig tilbage til denne materielle verden.
Purport: 

FORKLARING: Her finder vi en beskrivelse af den åndelige verden, Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇas, bolig, der kaldes Kṛṣṇaloka eller Goloka Vṛndāvana. I den åndelige himmel er der hverken brug for solskin, måneskin, ild eller elektricitet, for alle planeterne der er selvlysende. I dette univers har vi kun én planet, Solen, der er selvlysende, men i den åndelige himmel er alle planeterne selvlysende. Stråleglansen fra alle disse planeter, der kaldes Vaikuṇṭhaer, udgør den lysende himmel, der er kendt som brahmajyoti. Stråleglansen udspringer i virkeligheden fra Kṛṣṇas planet, Goloka Vṛndāvana. En del af denne skinnende stråleglans er dækket af mahat-tattva, den materielle verden. Bortset fra dette er størstedelen af denne lysende himmel fuld af åndelige planeter, der kaldes Vaikuṇṭhaer, og blandt dem er Goloka Vṛndāvana den højeste.

Så længe et levende væsen befinder sig i denne mørke materielle verden, lever han et betinget liv, men så snart han kommer til den åndelige himmel ved at skære igennem denne materielle verdens falske, forvrængede træ, er han befriet. På det tidspunkt er der ingen risiko for, at han vender tilbage hertil. I sit betingede liv betragter det levende væsen sig selv som denne materielle verdens hersker, men i sin befriede tilstand træder han ind i det åndelige rige og bliver en af den Højeste Herres ledsagere. Der nyder han evig lyksalighed, evigt liv og fuld viden.

Man bør lade sig fængsle af denne viden. Man bør ønske at overføre sig selv til den her omtalte evige verden og frigøre sig fra denne falske refleksion af virkeligheden. For den, der er alt for knyttet til denne materielle verden, er det meget svært at bryde denne tilknytning, men hvis man engagerer sig i Kṛṣṇa-bevidsthed, er der en mulighed for gradvist at blive utilknyttet. Man skal omgås med hengivne, dvs. dem, der er Kṛṣṇa- bevidste. Man bør opsøge et samfund, der er viet til Kṛṣṇa-bevidsthed, og der lære, hvordan man udøver hengiven tjeneste. På denne måde kan man løsrive sig fra sin tilknytning til den materielle verden. Man kan ikke gøre sig fri af tiltrækningen til den materielle verden blot ved at iføre sig safrangule gevandter. Man er nødt til at knytte sig til Herrens hengivne tjeneste. Derfor må man tage det meget alvorligt, at hengiven tjeneste som beskrevet i kapitel 12 er den eneste vej ud af denne falske repræsentation af det virkelige træ. I kapitel 14 blev besmittelsen fra alle slags processer i den materielle natur beskrevet. Kun hengiven tjeneste kan siges at være helt transcendental.

Her er ordene paramaṁ mama meget vigtige. Selv den fjerneste afkrog tilhører den Højeste Herre, men den åndelige verden er paramam, fuld af seks overdådigheder. Kaṭha Upaniṣad (2.2.15) bekræfter også, at i den åndelige verden er det ikke nødvendigt med solskin, måneskin eller stjerner (na tatra sūryo bhāti na candra-tārakam), for hele den åndelige verden oplyses af den Højeste Herres indre energi. Man kan kun komme til denne højeste bolig gennem overgivelse og på ingen anden måde.