Bg 15.15

sarvasya cāhaṁ hṛdi sanniviṣṭo
mattaḥ smṛtir jñānam apohanaṁ ca
vedaiś ca sarvair aham eva vedyo
vedānta-kṛd veda-vid eva cāham
Synonyms: 
sarvasya — af alle levende væsener; ca — og; aham — Jeg; hṛdi — i hjertet; sanniviṣṭaḥ — situeret; mattaḥ — fra Mig; smṛtiḥ — hukommelse; jñānam — viden; apohanam — glemsel; ca — og; vedaiḥ — gennem Vedaerne; ca — også; sarvaiḥ — alle; aham — Jeg; eva — afgjort; vedyaḥ — skal forstås; vedānta-kṛt — Vedāntas forfatter; veda-vit — den, som kender Vedaerne; eva — afgjort; ca — og; aham — Jeg.
Translation: 
Jeg sidder i enhvers hjerte, og fra Mig kommer hukommelse, viden og forglemmelse. Formålet med alle Vedaerne er at kende Mig. Ja, Jeg er Vedāntas forfatter, og Jeg er den, der kender Vedaerne.
Purport: 

FORKLARING: Den Højeste Herre befinder Sig i enhvers hjerte som Paramātmā, og det er Ham, der igangsætter alle aktiviteter. Det levende væsen glemmer alt om sit tidligere liv, men tvinges til at handle på vejledningen fra den Højeste Herre, der bevidner alle hans handlinger. Det levende væsen påbegynder derfor sit arbejde i overensstemmelse med sine tidligere handlinger. Han bliver givet den nødvendige viden, han får hukommelse, og han glemmer også sit tidligere liv. Herren er således ikke bare altgennemtrængende, men befinder sig også lokalt i hvert individuelt hjerte. Han tildeler de forskellige frugtstræbende resultater. Han er ikke kun tilbedelsesværdig som den upersonlige Brahman, Guddommens Højeste Personlighed og den lokaliserede Paramātmā, men også som inkarnationen af Vedaerne. Vedaerne giver folk de rette anvisninger, så de kan forme deres liv på den rigtige måde og vende hjem, tilbage til Guddommen. Vedaerne indeholder viden om Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, og Kṛṣṇa i Sin inkarnation som Vyāsadeva er Vedānta-sūtras forfatter. Vyāsadevas kommentar til Vedānta-sūtra i form af Śrīmad-Bhāgavatam giver den virkelige forståelse af Vedānta- sūtra. Den Højeste Herre er så fuldstændig, at Han for at udfri den betingede sjæl giver ham mad og fordøjer den for ham, bevidner hans handlinger, giver ham viden i form af Vedaerne og underviser ham i Bhagavad-gītā som Guddommens Højeste Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Han er tilbedelsesværdig for den betingede sjæl. Gud er således fuldstændig god. Gud er fuldstændig barmhjertig.

Antaḥ-praviṣṭaḥ śāstā janānām (Taittirīya Āraṇyaka Upaniṣad 3.11.1). Det levende væsen glemmer, så snart han forlader sin nuværende krop, men han begynder sit arbejde på ny på den Højeste Herres tilskyndelse. Selv om han glemmer, giver Herren ham intelligensen til at genoptage sit arbejde, hvor han slap i sidste liv. Så ikke alene nyder eller lider et levende væsen i denne verden på diktat af den Højeste Herre, der befinder sig lokalt i hjertet, men han får også muligheden for at forstå Vedaerne fra Ham. Hvis man er alvorlig med hensyn til at forstå den vediske viden, giver Kṛṣṇa den fornødne intelligens. Hvorfor giver Han den vediske viden til vores forståelse? Det gør Han, fordi alle levende væsener hver især har brug for at forstå Kṛṣṇa. Dette bliver bekræftet i de vediske skrifter (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 2.27): yo ’sau sarvair vedair gīyate. I hele den vediske litteratur lige fra de fire Vedaer til Vedānta-sūtra, Upaniṣaderne og Purāṇaerne prises den Højeste Herres herligheder. Man kan opnå Ham ved at udføre de vediske ritualer, diskutere den vediske filosofi og tilbede Herren i hengiven tjeneste. Formålet med Vedaerne er således at forstå Kṛṣṇa. Vedaerne vejleder os i, hvordan vi kan forstå Kṛṣṇa, og måden, hvorpå vi kan erkende Ham. Guddommens Højeste Personlighed er det højeste mål. Dette bliver bekræftet i Vedānta-sūtra (1.1.4) med ordene tat tu samanvayāt. Man kan opnå fuldkommenhed i tre stadier. Ved at forstå de vediske skrifter kan man forstå sit forhold til Guddommens Højeste Personlighed, ved at følge de forskellige processer kan man nærme sig Ham, og til sidst kan man opnå det endelige mål, der er ingen anden end Guddommens Højeste Personlighed. I dette vers bliver Vedaernes formål, forståelsen af Vedaerne og Vedaernes mål klart defineret.