Skip to main content

Bg. 14.22-25

Tekst

śrī-bhagavān uvāca
prakāśaṁ ca pravṛttiṁ ca
moham eva ca pāṇḍava
na dveṣṭi sampravṛttāni
na nivṛttāni kāṅkṣati
udāsīna-vad āsīno
guṇair yo na vicālyate
guṇā vartanta ity evaṁ
yo ’vatiṣṭhati neṅgate
sama-duḥkha-sukhaḥ sva-sthaḥ
sama-loṣṭāśma-kāñcanaḥ
tulya-priyāpriyo dhīras
tulya-nindātma-saṁstutiḥ
mānāpamānayos tulyas
tulyo mitrāri-pakṣayoḥ
sarvārambha-parityāgī
guṇātītaḥ sa ucyate

Synonyms

śrī-bhagavān uvāca — Guddommens Højeste Personlighed sagde; prakāśam — oplysning; ca — og; pravṛttim — tilknytning; ca — og; moham — illusion; eva ca — også; pāṇḍava — O Pāṇḍus søn; na dveṣṭi — han hader ikke; sampravṛttāni — skønt de er udviklede; na nivṛttāni — ej heller standset i udviklingen; kāṅkṣati — han ønsker; udāsīna-vat — som neutral; āsīnaḥ — er situeret; guṇaiḥ — af kvaliteterne; yaḥ — den, som; na — aldrig; vicālyate — forstyrres; guṇāḥ — kvaliteterne; vartante — handler; iti evam — idet han ved dette; yaḥ — den, som; avatiṣṭhati — forbliver; na — aldrig; iṅgate — flakker; sama — ens; duḥkha — i lidelse; sukhaḥ — og lykke; sva- sthaḥ — hvilende i sig selv; sama — ens; loṣṭa — en jordklump; aśma — sten; kāñcanaḥ — guld; tulya — ens indstillet; priya — over for de elskede; apriyaḥ — og de uønskede; dhīraḥ — vedholdende; tulya — ens; nindā — i bagtalelse; ātma-saṁstutiḥ — og forherligelse af ham selv; māna — i ære; apamānayoḥ — og vanære; tulyaḥ — ens; tulyaḥ — ens; mitra — venners; ari — og fjenders; pakṣayoḥ — over for siderne; sarva — af alle; ārambha — bestræbelser; parityāgī — en forsager; guṇa-atītaḥ — transcendental til naturens materielle kvaliteter; saḥ — han; ucyate — siges at være.

Translation

Guddommens Højeste Personlighed sagde: O Pāṇḍus søn, den, der ikke hader oplysning, tilknytning og illusion, når de er til stede, eller længes efter dem, når de forsvinder; som er uden vaklen og er uforstyrret og forbliver neutral og transcendental under alle disse reaktioner fra de materielle kvaliteter velvidende, at kvaliteterne alene er aktive; som hviler i sig selv, og som anser lykke og lidelse som én og samme ting; som ser med samme syn på en klump jord, en sten og et stykke guld; som er ligevægtig over for det ønskede og det uønskede; som er vedholdende og ligevægtig i ros og ris, ære og vanære; som behandler ven og fjende ens, og som har forsaget alle materielle handlinger – et sådant menneske siges at have hævet sig over naturens kvaliteter.

Purport

FORKLARING: Arjuna stillede tre spørgsmål, og her besvarer Herren dem et efter et. I disse vers tilkendegiver Kṛṣṇa først, at en person, der er transcendentalt situeret, er uden misundelse og higer ikke efter noget. Når et levende væsen befinder sig i denne materielle verden i en materiel krop, kan man gå ud fra, at han styres af en af den materielle naturs tre kvaliteter. Når han faktisk er ude af kroppen, er han også ude af kløerne på den materielle naturs kvaliteter. Men så længe man ikke er ude af den materielle krop, bør man forholde sig neutralt. Man skal engagere sig i Herrens hengivne tjeneste, så ens identifikation med den materielle krop automatisk bliver glemt. Når man er bevidst om den materielle krop, handler man kun for sansetilfredsstillelse, men når man overfører bevidstheden til Kṛṣṇa, ophører sansenydelsen automatisk. Man behøver ikke denne materielle krop, og man behøver heller ikke at rette sig efter kroppens diktater. Den materielle naturs kvaliteter i kroppen vil reagere, men som åndelig sjæl er selvet transcendentalt til sådanne aktiviteter. Hvordan bliver man transcendental? Det gør man ved hverken at ønske at nyde kroppen eller at slippe ud af den. Ved at være således transcendentalt situeret bliver den hengivne automatisk fri. Han behøver ikke at gøre sig nogen separat anstrengelse for at blive fri for indflydelsen fra den materielle naturs kvaliteter.

Det næste spørgsmål drejer sig om en transcendental persons handlemåde. Den materielt situerede person bliver påvirket af den såkaldte ære og vanære, der tilfalder kroppen, men den transcendentalt situerede person anfægtes ikke af en sådan falsk ære eller vanære. Han gør sin pligt i Kṛṣṇa-bevidsthed og er ligeglad med, om et andet menneske ærer ham eller vanærer ham. Han accepterer de ting, der er nyttige for hans pligt i Kṛṣṇa-bevidsthed. Bortset fra det behøver han intet materielt, hverken sten eller guld. Den, der hjælper ham til at blive Kṛṣṇa-bevidst, betragter han som sin gode ven, og han hader ikke sin såkaldte fjende. Han har samme indstilling over for alle og ser alt på samme niveau, for han er helt klar over, at han intet har at gøre med den materielle eksistens. Sociale og politiske spørgsmål anfægter ham ikke, for han kender naturen af midlertidige omvæltninger og uroligheder. Han forsøger intet for sin egen skyld. Han kan gøre hvad som helst for Kṛṣṇas skyld, men han forsøger ingenting for sin egen personlige skyld. Ved at handle på denne måde bliver man rent faktisk transcendentalt situeret.