Bg. 10.4-5

FORKLARING: De levende væseners forskellige kvaliteter, de være sig gode eller dårlige, er alle skabt af Kṛṣṇa, og de beskrives her.

Intelligens refererer til evnen til at analysere ting i deres rette perspektiv, og viden betyder forståelse af, hvad der er ånd, og hvad der er materie. Den almindelige viden, man får gennem en universitetsuddannelse, handler kun om materie og bliver ikke betragtet som viden her. Viden betyder at forstå forskellen mellem ånd og materie. Der findes ingen viden om ånd i moderne uddannelse. Her arbejder man kun med de materielle elementer og de kropslige behov. Akademisk viden er derfor ufuldstændig.

Asammohaḥ, frihed for tvivl og illusion, kan opnås, når man ikke er ubeslutsom, og når man forstår den transcendentale filosofi. Langsomt, men sikkert kommer man da ud af sin forvirring. Intet bør accepteres blindt. Alting skal accepteres med omhu og forsigtighed. Kṣamā, tolerance og tilgivelse, bør praktiseres. Man skal være tolerant og undskylde andre deres mindre forseelser. Satyam, sandfærdighed, indebærer, at kendgerningerne skal fremlægges, som de er, til gavn for andre. Kendsgerningerne må ikke fordrejes. I almindelig selskabelig sammenhæng plejer man at sige, at man kun skal sige sandheden, hvis den er behagelig for andre. Men det er ikke sandfærdighed. Sandheden skal siges lige ud, så andre kan forstå de faktiske kendsgerninger. Hvis en mand er en tyv, og folk bliver advaret om, at han er en tyv, er det sandfærdighed. Selv om sandheden undertiden er ilde hørt, skal man ikke afholde sig fra at sige den. Sandfærdighed kræver, at kendsgerningerne fremlægges, som de er, til gavn for andre. Det er definitionen på sandfærdighed.

At beherske sanserne betyder, at man ikke må anvende sanserne på unødvendig personlig nydelse. Der er intet forbud mod at imødekomme sansernes faktiske behov, men unødvendig sansenydelse er skadeligt for åndeligt fremskridt. Sanserne bør således afholdes fra unødvendig brug. På samme måde skal man afholde sindet fra unødvendige tanker. Det kaldes śamaḥ. Man bør ikke bruge sin tid på at tænke på at tjene penge. Det er misbrug af ens tænkeevne. Sindet skal anvendes til at forstå det vigtigste behov, mennesket har, og dette skal fremlægges autoritativt. Evnen til at tænke bør udvikles i selskab med personer, der er autoriteter i skrifterne, dvs. hellige personer, åndelige mestre og de, hvis tænkning er højt udviklet. Sukham, nydelse eller lykke, skal altid være i det, der er gavnligt for at udvikle åndelig viden i Kṛṣṇa-bevidsthed. Og på samme måde skal duḥkham, det, der er smertefuldt, eller som er årsag til lidelse, være det, der ikke er godt for udviklingen af Kṛṣṇa- bevidsthed. Alt, der er til fordel for ens udvikling af Kṛṣṇa-bevidsthed, bør accepteres, og alt, der er ufordelagtigt, bør forkastes.

Man må forstå, at bhavaḥ eller fødsel refererer til kroppen. Når det kommer til sjælen, findes der hverken fødsel eller død. Det har vi allerede diskuteret i begyndelsen af Bhagavad-gītā. Fødsel og død har kun med ens legemliggørelse i den materielle verden at gøre. Frygt skyldes, at man bekymrer sig om fremtiden. En person i Kṛṣṇa-bevidsthed nærer ingen frygt, for med sine aktiviteter er han sikker på at vende hjem, tilbage til Guddommen. Hans fremtid er således meget lys. Andre ved imidlertid ikke, hvad deres fremtid vil bringe. De har ingen anelse om, hvad det næste liv vil bringe. De befinder sig derfor i konstant frygt. Hvis vi gerne vil være fri for frygt, er der ingen bedre vej til det end at forstå Kṛṣṇa og altid være fast forankret i Kṛṣṇa-bevidsthed. På den måde kan vi blive fri for al frygt. Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (11.2.37), bhayaṁ dvitīyābhiniveśataḥ syāt: Frygt skyldes vores fordybelse i den illusoriske energi. Men de, der er fri af den illusoriske energi, dvs. de, der er overbeviste om, at de ikke er deres materielle krop, men åndelige dele af Guddommens Højeste Personlighed, og som derfor er engageret i den Højeste Guddoms transcendentale tjeneste, har intet at frygte. Deres fremtid ser meget lys ud. Denne frygt er en tilstand hos personer, der ikke er Kṛṣṇa-bevidste. Abhayam, frygtløshed, er kun mulig for den, der er Kṛṣṇa-bevidst.

Ahiṁsā, ikke-vold, betyder, at man ikke bør gøre noget, der medfører lidelse eller forvirring for andre. Materielle aktiviteter, der loves af så mange politikere, sociologer, filantroper osv., afstedkommer ikke særlig gode resultater, for politikerne og filantroperne har intet transcendentalt syn. De ved ikke, hvad der virkelig er til gavn for samfundet. Ahiṁsā betyder, at folk skal uddannes på en måde, så de kan drage fuld nytte af den menneskelige livsform. Den menneskelige krop er beregnet til åndelig erkendelse, så enhver bevægelse eller organisation, der ikke tjener det formål, begår vold mod menneskekroppen. Det, der fremmer den fremtidige åndelige lykke for folk i almindelighed, kaldes ikke-vold.

Samatā, sindsro, refererer til frihed for tilknytning og aversion. At være meget knyttet eller meget utilknyttet til noget er ikke det bedste. Denne materielle verden skal accepteres uden hverken tilknytning eller aversion. Det, der er gavnligt for at udøve Kṛṣṇa-bevidsthed, skal accepteres, og det, der ikke er gavnligt, må man forkaste. Det kaldes samatā, sindsligevægt. For en person i Kṛṣṇa-bevidsthed er der intet at forkaste og intet at acceptere undtagen med henblik på dets nytte i udøvelsen af Kṛṣṇa-bevidsthed.

Tuṣṭiḥ, tilfredshed, vil sige, at man ikke skal være ivrig efter at samle sig flere og flere materielle ting gennem unødige handlinger. Man bør stille sig tilfreds med det, der kommer til én ved den Højeste Herres nåde. Det kaldes tilfredshed. Tapas betyder askese eller bodsøvelse. I Vedaerne er der mange regler og forskrifter, der er relevante her, som for eksempel at stå tidligt op om morgenen og tage et bad. Det kan nogle gange være svært at stå tidligt op om morgenen, men enhver form for frivilligt besvær, man udholder på denne måde, kaldes askese. På samme måde er der forskrifter for, hvordan man faster på visse af månedens dage. Måske har man ikke lyst til at følge en sådan faste, men fordi man har besluttet sig for at gøre fremskridt i videnskaben om Kṛṣṇa- bevidsthed, bør man påtage sig sådanne kropslige besværligheder, når de anbefales. Derimod er der ingen grund til at faste unødvendigt, eller hvis det ikke er påbudt i Vedaerne. Man skal f.eks. ikke faste af politiske grunde. Dette beskrives i Bhagavad-gītā som faste i uvidenhed, og alt, man gør i uvidenhed eller lidenskab, leder ikke til åndeligt fremskridt. Alt det, man gør i godhedens kvalitet, hjælper imidlertid én til at avancere, og den faste, der sker ifølge de vediske påbud, beriger én i åndelig kundskab.

Hvad angår velgørenhed, bør man give halvdelen af sin indkomst til en god sag. Og hvad er en god sag? Det er den sag, der tjener Kṛṣṇa- bevidsthed. Det er ikke bare en god sag, men den bedste sag. Eftersom Kṛṣṇa er god, er Hans sag også god. Velgørenhed bør derfor gives til en person, der er engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed. I den vediske litteratur indskærpes det, at velgørenhed skal gives til brāhmaṇaerne. Denne praksis bliver stadig fulgt, om end ikke mere helt i overensstemmelse med de vediske retningslinier. Ikke desto mindre er reglen den, at velgørenhed skal gives til brāhmaṇaerne. Hvorfor? Fordi de arbejder med den højere kultivering af åndelig viden. En brāhmaṇa forventes at hellige hele sit liv til at forstå Brahman. Brahma jānātīti brāhmaṇaḥ: Den, der kender Brahman, kaldes en brāhmaṇa. Da brāhmaṇaerne altid har travlt med den højere åndelige tjeneste og derfor ikke har tid til at forsørge sig selv, giver man dem velgørenhed. Ifølge den vediske litteratur gives velgørenhed også til en person i forsagelsens orden, en sannyāsī. En sannyāsī tigger fra dør til dør, ikke for pengenes skyld, men for at udbrede åndelig viden. Traditionen er, at de går fra dør til dør for at vække husholderne fra deres uvidenhed. Eftersom husholdere er travlt optaget af familieanliggender og har glemt livets virkelige formål, at genopvække deres Kṛṣṇa-bevidsthed, er det sannyāsīernes opgave at gå som tiggere til husholdernes hjem for at hjælpe dem til at blive Kṛṣṇa-bevidste. Som der står i Vedaerne (Kaṭha Upaniṣad 1.3.14), bør man vågne op og opnå det mål, som det er muligt for én i den menneskelige livsform. Denne kundskab og metode bliver udbredt af sannyāsīerne. Velgørenhed skal således gives til dem i forsagelsens orden, til brāhmaṇaerne og til lignende gode formål og ikke til en hvilken som helst tilfældig sag.

Yaśas eller berømmelse bør være som defineret af Herren Caitanya, ifølge hvem et menneske er berømt, når det er kendt som en stor hengiven. Det er virkelig berømmelse. Hvis man er blevet en stor person i Kṛṣṇa-bevidsthed, og det er kendt, er man ægte berømt. Enhver anden form for berømmelse er vanære.

Alle disse egenskaber er manifesteret overalt i universet blandt både mennesker og halvguder. Der findes mange former for mennesker på andre planeter, og der findes disse egenskaber også. For den, der gerne vil gøre fremskridt i Kṛṣṇa-bevidsthed, skaber Kṛṣṇa alle disse kvaliteter, men man er nødt til selv at udvikle dem indefra. Den, der engagerer sig i den Højeste Herres hengivne tjeneste, udvikler alle gode kvaliteter som arrangeret af den Højeste Herre.

Uanset hvad der findes af godt eller dårligt, har det sin oprindelse i Kṛṣṇa. Intet kan manifestere sig af sig selv i den materielle verden, hvis det ikke er i Kṛṣṇa. Det er viden. Selv om vi godt ved, at alting nu er anderledes situeret, må vi forstå, at det kommer altsammen fra Kṛṣṇa.