Bg 10.21

ādityānām ahaṁ viṣṇur
jyotiṣāṁ ravir aṁśumān
marīcir marutām asmi
nakṣatrāṇām ahaṁ śaśī
Synonyms: 
ādityānām — af Ādityaerne; aham — Jeg er; viṣṇuḥ — den Højeste Herre; jyotiṣām — af alle himmellegemer; raviḥ — Solen; aṁśu-mān — strålende; marīciḥ — Marīci; marutām — blandt Maruterne; asmi — Jeg er; nakṣatrāṇām — blandt stjernerne; aham — Jeg er; śaśī — Månen.
Translation: 
Af Ādityaerne er Jeg Viṣṇu, af lys er Jeg den strålende sol, blandt Maruterne er Jeg Marīci, og af stjernerne er Jeg Månen.
Purport: 

FORKLARING: Der findes tolv Ādityaer, og af dem er Kṛṣṇa den førende. Blandt alle lysende himmellegemer er Solen det vigtigste, og i Brahma-saṁhitā accepteres Solen som den Højeste Herres funklende øje. Der er 50 former for vind, der blæser i rummet, og af disse vinde repræsenterer deres herskende guddom, Marīci, Kṛṣṇa.

Blandt alle stjernerne er Månen den mest fremtrædende om natten, og derfor repræsenterer Månen Kṛṣṇa. Det fremgår af dette vers, at Månen er en af stjernerne. Derfor reflekterer stjernerne, der blinker på himlen, også Solens lys. Teorien om, at der er mange sole i universet, anerkendes ikke i den vediske litteratur. Der er kun én sol, og ligesom Månen lyser ved Solens refleksion, gør stjernerne det også. Siden Bhagavad-gītā her angiver, at Månen er en af stjernerne, er de funklende stjerner derfor ikke sole, men minder mere om Månen.