Bg 1.36

pāpam evāśrayed asmān
hatvaitān ātatāyinaḥ
tasmān nārhā vayaṁ hantuṁ
dhārtarāṣṭrān sa-bāndhavān
sva-janaṁ hi kathaṁ hatvā
sukhinaḥ syāma mādhava
Synonyms: 
pāpam — synd; eva — sandelig; āśrayet — vil komme over; asmān — os; hatvā — idet vi dræber; etān — alle disse; ātatāyinaḥ — angribere; tasmāt — derfor; na — aldrig; arhāḥ — fortjener; vayam — vi; hantum — at dræbe; dhārtarāṣṭrān — Dhṛtarāṣṭras sønner; sa-bāndhavān — sammen med venner; sva-janam — slægtninge; hi — afgjort; katham — hvordan; hatvā — idet vi dræber; sukhinaḥ — lykkelige; syāma — kan vi blive; mādhava — O Kṛṣṇa, lykkegudindens ægtemand.
Translation: 
Synd vil overvælde os, hvis vi dræber disse angribere. Det er derfor ikke rigtigt af os at slå Dhṛtarāṣṭras sønner og vores venner ihjel. Hvad vil vi vinde derved, O Kṛṣṇa, Du lykkegudindens ægtemand, og hvordan kan vi finde glæde i at dræbe vor egen familie?
Purport: 

FORKLARING: Ifølge de vediske retningslinier er der seks slags aggressorer: (1) den, der forgifter, (2) den, der sætter ild til et hus, (3) den, der angriber med dødelige våben, (4) den, der plyndrer rigdom, (5) den, der besætter en andens jord, og (6) den, der bortfører en hustru. Sådanne voldsudøvere kan dræbes på stedet. Man pådrager sig ingen synd ved at slå den slags angribere ihjel. At dræbe sådanne aggressorer er normalt for almindelige mennesker, men Arjuna var intet almindeligt menneske. Han var en helgen, og derfor ville han behandle sine fjender, som en helgen ville behandle dem. Den slags adfærd er imidlertid upassende for en kṣatriya. Skønt en ansvarlig person i statsadministrationen skal være en helgen, må han ikke være en kujon. For eksempel var Herren Rāma så stor en helgen, at folk selv nu er ivrige efter at leve under Hans regering (rāma-rājya), men Herren Rāma udviste ingen fejhed. Rāvaṇa forøvede vold mod Rāma ved at bortføre Hans hustru, Sītā, og Herren Rāma gav ham en lærestreg uden sidestykke i verdenshistorien. I Arjunas tilfælde bør man imidlertid tage i betragtning, hvilke aggressorer der er tale om, nemlig hans egen bedstefader, hans egen lærer samt hans venner, sønner, sønnesønner osv. Det var på grund af dem, han nødigt ville ty til de samme skrappe midler, man anvender mod almindelige angribere. Desuden tilrådes helgenagtige personer at udvise tilgivelse. De regler, der gælder for en helgen, vejer tungere end nogen politisk nødsituation. Arjuna sluttede, at frem for at slå sine egne slægtninge ihjel over politisk uenighed ville det være bedre at tilgive dem på grundlag af religion og helgenagtig opførsel. Han så derfor ingen grund til at dræbe dem blot for at vinde midlertidig kropslig lykke. Når alt kommer til alt, er et kongerige og den glæde, det skænker, ikke vedvarende, så hvorfor risikere sit liv og evige frelse ved at slå sine slægtninge ihjel? I den forbindelse er det også vigtigt, at Arjuna tiltaler Kṛṣṇa som “Mādhava”, lykkegudindens ægtemand. Med det ord ville han understrege over for Kṛṣṇa, at som lykkegudindens ægtemand burde Han ikke forlede Arjuna til at kæmpe for en sag, der i sidste ende ville lede ham i ulykke. Kṛṣṇa bringer imidlertid aldrig ulykke over nogen og da slet ikke over Sine hengivne.