Bg. 1.1

FORKLARING: Bhagavad-gītā er den vidt udbredte teistiske videnskab, der er sammenfattet i Gītā-māhātmya (Forherligelse af Bhagavad-gītā). Der står der, at man skal studere Bhagavad-gītā omhyggeligt under vejledning af en person, der er Śrī Kṛṣṇas hengivne, og forsøge at forstå Bhagavad-gītā uden personlige motiver. Bogen giver selv eksemplet på sådan en klar forståelse, nemlig som den blev forstået af Arjuna, der hørte Bhagavad-gītā direkte fra Herren. Hvis man er så heldig at forstå Bhagavad-gītā via discipelrækken uden selviske fortolkninger, overgår man al vedisk visdom og alle hellige skrifter i verden. Bhagavad-gītā indeholder alt, der findes i andre skrifter, men læseren vil også finde ting, der ikke er at finde andre steder. Det er det særlige ved Bhagavad-gītā. Eftersom den bliver talt direkte af selve Guddommens Højeste Personlighed, Herren Śrī Kṛṣṇa, er den perfektionen af enhver form for teistisk videnskab.

Som beskrevet i Mahābhārata danner de emner, som Dhṛtarāṣṭra og Sañjaya diskuterer, grundlaget for denne storslåede filosofi. Det fremgår, at denne filosofi blev udviklet på Kurukṣetras slagmark, der har været et helligt pilgrimssted siden tidernes morgen i den vediske tidsalder. Den blev talt af Herren, da Han personligt var på planeten for at vejlede menneskeheden.

Ordet dharma-kṣetra (et sted, hvor der foregår religiøse ritualer) er vigtigt, for Guddommens Højeste Personlighed var på Arjunas side på Kurukṣetras slagmark. Dhṛtarāṣṭra, Kuruernes fader, nærede stærke tvivl om muligheden for sine sønners endelige sejr. I sin tvivl spurgte han sin sekretær Sañjaya: “Hvad gjorde de?” Han vidste, at både hans egne sønner og hans yngre bror Pāṇḍus sønner var forsamlet på Kurukṣetra fast besluttet på krig. Hans spørgsmål er alligevel vigtigt. Han ønskede intet kompromis mellem fætrene og brødrene, så han ville gerne forsikre sig om sine sønners skæbne på slagmarken. Fordi slaget skulle udkæmpes på Kurukṣetra, der er omtalt andetsteds i Vedaerne som et helligt sted for selv himmelens beboere, frygtede Dhṛtarāṣṭra det hellige steds eventuelle indflydelse på slagets udfald. Han var godt klar over, at det i så fald ville virke til fordel for Pāṇḍus sønner, der fra naturens side var retskafne. Sañjaya, der var elev af Vyāsa, kunne gennem dennes barmhjertighed se Kurukṣetras slagmark for sit indre syn, selv om han befandt sig i Dhṛtarāṣṭras værelse. Dhṛtarāṣṭra udspurgte ham derfor om situationen på slagmarken.

Både Pāṇḍavaerne og Dhṛtarāṣṭras sønner tilhørte samme familie, men Dhṛtarāṣṭras holdning afsløres her. Han henviste med overlæg kun til sine sønner som Kuruer og udelukkede på den måde Pāṇḍus sønner fra familiearven. Man kan således forstå Dhṛtarāṣṭras indstilling til hans nevøer, Pāṇḍus sønner. Ligesom ukrudt bliver luget væk på en rismark, må det forventes lige fra starten af disse hændelser, at på det hellige sted Kurukṣetra, hvor religionens fader, Śrī Kṛṣṇa, var til stede, ville al ukrudt i form af Dhṛtarāṣṭras søn Duryodhana og andre blive udryddet og de helt igennem religiøse personer med Yudhiṣṭhira i spidsen blive genindsat af Herren. Det er betydningen af ordene dharma-kṣetre og kuru-kṣetre ud over deres historiske og vediske betydning.